Vikan køber igen svensk virksomhed
Pressemeddelelse april 4, 2006 ErhvervEkspanderende Skive-koncern har med overtagelsen af SWISH AB købt den tredje svenske virksomhed i løbet af få år og nærmer sig nu en årsomsætning på 325 mio. kr. - købet gør Vikan til verdens største på enkeltområder.
Vikan A/S i Skive, der udvikler, producerer og markedsfører professionelle og manuelle rengøringsløsninger til en lang række markeder, fortsætter sin ekspansive opkøbsstrategi.Koncernen har netop overtaget den svenske virksomhed SWISH AB, der er specialist i udvikling og produktion af aluminiumsskafter og såkaldte moppefremførere til det professionelle marked, og Vikan bliver nu verdens største producent på det felt.
Overtagelsen er koncernens sjette virksomhedsopkøb i løbet af fem år, og det er tredje gang, en svensk virksomhed er målet for opkøb.
Det er kun tre måneder siden, Vikan gennemførte sit seneste opkøb, da Skive-virksomheden overtog Nito A/S i Haderslev. Den sønderjyske virksomhed, som ikke mindst er kendt for sine koblinger til vandbaserede væsker, fremstiller vandpistoler og andre skumsystemer til professionel rengøring.
Nyt selskab
Vikan A/S overtager kun den del af omsætningen i Swish AB, der vedrører den professionelle del af markedet, og der etableres et nyt selskab under navnet Vikan Swish AB, som viderefører alle de professionelle aktiviteter
Den professionelle del, som overtages, omsætter for ca. 30 mio. kr. årligt. Der er 25 medarbejdere.
Adm. direktør Hans Riisager Holst, Vikan A/S, lægger ikke skjul på, at Swish AB var et oplagt købsemne.
”De to virksomheder supplerer hinanden godt både produktmæssigt og kvalitetsmæssigt, og vi får tilført både udviklingskompetence og yderligere rationel produktionskapacitet, som vil gøre det muligt at specialisere os yderligere i fremtiden. Vores produktprogram dækker nu børster, koste, skafter, gulvskrabere, skovle, spande, garnmopper, microfibermopper, rengøringsvogne, koblinger og skumudstyr alt sammen produceret og udviklet af os selv på egne top moderne og effektive fabrikker, så produkterne kan indgå i de enkelte mærkevarekoncepter. Købet af Swish betyder, at vi selv besidder samtlige produktions- og udviklingskompetencer, som er helt afgørende for, at vi også fremover fortsat skal kunne udvikle os og vokse internationalt”, siger han.
Flere opkøb
Vikan er for længst blevet totaldækkende inden for rengøringsløsninger til det professionelle marked med produkter, der dækker hele spektret fra fødevareindustrien over transportbranchen og til landbrug, industri og håndværk. Hertil kommer produktionen af klassiske rengøringsrekvisitter til den traditionelle rengøringsbranche.
Det er imidlertid ikke ensbetydende med, at koncernen nu er færdig med at købe op, fastslår Hans Riisager Holst, som imidlertid understreger, at eventuelle opkøb vil ske inden for de eksisterende produktområder.
Sælgeren af SWISH AB er erhvervsmanden Rolf Nilsson, der også er aktiv inden for transport og logistik.
I forbindelse med overtagelsen bliver der skiftet ud i ledelsen. Den hidtidige adm. direktør, Lars Larsson, fratræder på posten under de nye ejere.
Han har hele tiden været en ”midlertidig” løsning, men har i øvrigt spillet en stor og konstruktiv rolle i hele forhandlingsforløbet.
Der vil snarest blive udpeget en ny adm. direktør. Indtil dette sker varetages funktionen af adm. direktør Hans R. Holst
Parterne i den netop afsluttede handel har besluttet ikke at oplyse prisen.
Fakta om Vikan
Virksomheden blev grundlagt i 1898 i Skive. Den har siden udviklet sig fra at være en håndværksvirksomhed i Danmark til at være en international koncern med produktion i Danmark, Sverige og Estland og eksport til hele verden. Vikan har egne salgsselskaber i fem lande.
Der er 250 ansatte. Omsætningen var i 2005 på ca. 250 mio. kr. Vikan, der udvikler, producerer og markedsfører manuelle rengøringsløsninger, er godkendt og certificeret efter ISO 9001 kvalitetscertificering og ISO 14001 miljøcertificering samt medlem af Europæisk Hygiejne Charter. Koncernen ejes af en fond, Vissing Fonden, som støtter almennyttige formål indenfor bl.a. medicinsk forskning og hygiejne- og miljørelateret forskning. Vikan på internettet: www.vikan.com
Yderligere oplysninger:
Adm. direktør Hans Riisager Holst, Vikan A/S Tlf. 45 96 14 26 00, Mob.26 75 16 01
Adm. direktør Lars Larsson, Swish AB, Tlf. 0046 708559172
Kontakter
Emner
Erhverv