Venlige vejbump øger trafiksikkerheden
Pressemeddelelse maj 25, 2004 SamfundLMK VEJ i Silkeborg gennemfører oplysningskampagne over for kommunerne og eksporterer Mushrooms til bl.a. Holland
Står det til LMK VEJ i Silkeborg, vil Mushrooms skyde op som paddehatte på de danske kommuneveje i de kommende år. Mushrooms har fået tilnavnet det venlige vejbump, fordi det øger trafiksikkerheden og samtidig generer bilisterne mindst muligt.
- Vi har høstet gode erfaringer med Mushrooms i både ind- og udland og iværksætter derfor en oplysningskampagne over for de danske kommuner. Ledende embedsmænd og politiske beslutningstagere inden for det tekniske område i alle landets kommuner får tilsendt brochure og DVD-film med information om Mushrooms, oplyser Palle Bisballe, der er leder af Specialafdelingen i LMK VEJ.
Stigende behov for fartdæmpning
Der er et stigende behov for hastighedsdæmpende foranstaltninger ved indfaldsvejene til byerne, ved skoler, børnehaver, boligforeninger, villaveje, mv., og der bliver stadigvæk opbygget et stort antal traditionelle vejbump i asfalt - bump, der nok dæmper farten, men som er til stor gene for bilisterne og til stor belastning og risiko for erhvervschauffører i busser, lastbiler og ambulancer.
Bevarer formen
- Dertil kommer, at de traditionelle vejbump rent faktisk bliver ulovlige ganske kort tid efter, at de er taget i brug. Bumpkonstruktionen deformeres som følge af trykket, når bilerne kører over den. Kurven ændres, og herefter stiger de ergonomiske problemer i takt med sliddet. Det var baggrunden for udviklingen af Mushrooms, der er fremstillet i højstyrkebeton, og som derfor ikke bliver deformeret af bilernes slid, fortæller Palle Bisballe videre.
Ingen helbredsskader
Mushrooms er små paddehatte, der placeres på vejen, så busser, lastbiler og store sengeambulancer kan passere dem uden at røre dem. Ved at udforme bumpet som et skjold, opnår man, at chaufførerne nedsætter hastigheden for at kunne manøvrere behændigt igennem chikanen uden rystelser. Derved pådrager de sig ikke helbredsskader ved mange gange om dagen at skulle køre over høje vejbump, der via sliddet på asfalten bliver værre og værre at passere. Personbilerne kan ikke slippe helt uden om. De passerer Mushrooms ved at køre ydersiden af fordækket langs kanten. Hvert hjulsæt vil derved kun blive løftet ca. tre centimeter.
Nemme at etablere
Etablering af en Mushroom-passage er en nem og hurtig operation, og den er et oplagt alternativ til de traditionelle vejbump, fordi paddehattene på én gang forbedrer trafiksikkerheden og arbejdsmiljøet for erhvervschaufførerne. Det har man også fået øjnene op for uden for landets grænser, hvor foreløbig Holland, Finland og Færøerne er begyndt at etablere hastighedsdæmpning ved hjælp af det danske produkt.
((Billedtekster))
Mushrooms sænker hastigheden og gavner arbejdsmiljøet for erhvervschaufførerne.
Mushroompassage på villavej.
Kontakter
Emner
Samfund