PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/valhalla-p%C3%A5-dvd-m%C3%A5ske-84

Valhalla på DVD - måske!

Pressemeddelelse marts 11, 2003 Kultur

I 1986 udkom Danmarks dengang suverænt største satsning på film: tegnefilmen Valhalla.

I lighed med filmens hovedpersoner, Tjalfe, Røskva og Quark, måtte filmen selv gå så grueligt meget igennem inden den kom på det store lærred:
- Med en samlet produktionspris på over 40 millioner kroner, havde filmen kostet næsten tre gange så meget som oprindeligt antaget.
- Omkring halvvejs sagde Jakob Stegelmann - gennem mange år chefredaktør på DR's Troldspejlet - op som produktionsleder.
- Ligeledes opsagde den Disney-uddannede animationkoordinator Jeff Varab også samarbejdet på grund af samarbejdsvanskeligheder med producenterne.
- Det endte med at seriehæfternes ophavsmand, Peter Madsen, selv havde alle rollerne som produktionsleder, animationskoordinator og instruktør.


Tanken om Valhalla på DVD blev bragt op i den danske nyhedsgruppe dk.kultur.film af Jesper Winding, som et hjertebarn han længe havde puslet med i tankerne. Opbakningen blandt nyhedsgruppens deltagere viste sig lynhurtigt være overvældende til et sådant projekt. Der var ikke langt fra tanke til handling for to af deltagerne, Ole Kiilerich og Jesper Winding, og således opstod www.ValhallaDVD.dk i løbet af ganske få dage.


ValhallaDVD.dk arbejder for at få filmen udgivet på DVD i en restaureret udgave med ekstramateriale, såsom:
- Kommentatorspor
- Skitser
- Interviews
- Trailers
- De 6 kortfilm med Quark
- Forklaringer om filmens indflydelse på dansk animation og tegnefilm
- Undervisningsmateriale i form af baggrundviden om den nordiske mytologi


Sandrew/Metronome ejer rettighederne på filmen idag og er umiddelbart ikke interesseret i at genudgive filmen på DVD, idet de skønner at det er for dyrt i forhold til indtjeningspotentialet.
ValhallaDVD.dk ønsker at gøre firmaet opmærksom på at der er stor opbakning bag en genudgivelse af Valhalla. Dette gør vi igennem at indsamle navne på vores hjemmeside. Tidligere har dk.kultur.film i en lignende aktion, været medvirkende til at Sandrew/Metronome genudgav Bjergkøbing Grand Prix på DVD, hvorfor vi tror på at det heller ikke denne gang er umuligt at få firmaet til at ændre mening.

Netop derfor prøver ValhallaDVD.dk at samle så mange underskrifter på nettet som muligt, for på den måde at tilkendegive overfor Sandrew/Metronome at interessen for denne danske kulturperle er tilstede - og den er stor!
Som bevis på dette, kan det nævnes at ValhallaDVD.dk har haft over 700 besøgende hver dag i den første uge - og det er ganske uden reklame og med minimal medieomtale.

Vi behøver derfor også dit navn på www.ValhallaDVD.dk til at støtte projektet, så historien om Tjalfe Røskva og Quark kan ende godt med Valhalla på DVD - måske!?

Kontakter


Emner


Kultur