Unge snedkerelever bygger designermøbel
Pressemeddelelse november 18, 2005 UddannelseTo førsteårselever på Vejle Tekniske Skole i samarbejde med ungdesignstuderende om børnebord, der præsenteres på Trapholt og senere i detDanske Hus i Paris.
praktiske detaljer... det er den korte udgave af opskriften på den unge
designstuderende Magnus Sangilds arbejds- og legebord for børn i alderen 5-8 år.
Da Magnus Sangild på Danmarks Designskole i København var færdig med
tegningerne til bordet sidst på sommeren, fik han en idé til, hvordan det
første af forhåbentlig mange eksemplarer af børnebordet med bordplade af
stavlimet eg og ben i massiv drejet eg kunne blive til virkelighed.
Magnus Sangild ønskede at genoplive den gamle danske tradition, hvor
designeren og snedkeren er i tæt dialog om fremstillingen af prototyper og i
samme ombæring udforsker mulighederne for, at møblet senere kan
masseproduceres. Derfor kontaktede han Vejle Tekniske Skole, hvor faglærer
på snedkerlinjen André Skriver slog en klo i to dygtige elever på
snedkerlinjens grundforløb, Vicky Nørtoft Jensen og Anders Lind Skjærlund.
Og de var helt med på forslaget om at håndbygge en prototype af Magnus
Sangilds børnebord ud fra designerens tegninger, men sandelig også ud fra,
hvad de har lært på skolen om muligheder og umuligheder inden for
møbelsnedkeri.
De to erkender, at de som elever på snedkerlinjens grundforløb måtte strække
deres håndværksmæssige kunnen og viden til det yderste i den kun en måned
lange proces. Faglærer André Skriver siger til gengæld, at Vicky Nørtoft
Jensen og Anders Lind Skjærlund havde så fast greb om både håndværk og teori
og visioner, og at de samarbejdede så godt med Magnus Sangild, at der i
realiteten blev tale om et fuldt professionelt forløb.
I weekenden 26. og 27. november udstilles børnebordet på Trapholt ved
Kolding i forbindelse med museets kunsthåndværker- og designmarked. Og i
dagene 8.-11. december kan bordet ses på udstilling i Det Danske Hus i
Paris, hvor ti designstuderende fra Danmarks Designskole sammen med et hold
uddannede danske designere og elever fra en fransk designskole viser, hvad
de hver især formår.
Således har Magnus Sangilds smukke børnebord allerede begyndt en interessant
rejse, der gerne skal slutte på børneværelser i hele Danmark eller måske
hele Europa eller måske endda hele verden. Og det er sikkert, at de to unge
møbelsnedkere Vicky Nørtoft Jensen og Anders Lind Skjærlund vil ranke
ryggen, når de en dag går forbi en møbelforretning og ser 'deres' bor
udstillet i vinduet.
Magnus Sangild har designet bordet, så det på forunderligvis spiller smukt
sammen med den verdensberømte danske møbeldesigner Arne Jacobsens klassiske
7er stol, som møbelfabrikken Fritz Hansen som hyldest til Arne Jacobsen
netop er begyndt at producere i børnestørrelse. Fritz Hansen har foreløbig
vist Magnus Sangilds bord den interesse, at virksomheden har indvilget i at
udlåne en 7er stol i børnestørrelse til udstillingerne på Trapholt og i Det
Danske Hus i Paris.
Kontakter: Vejle Tekniske Skole, www.vejlets.dk - 76426200.
Faglærer André Skriver, (direkte) 76426200.
Designstuderende Magnus Sangild, 25 32 89 82.
Billedtekst 1: Børnebordet er bygget i eg. Bordpladen er delt op i to
elementer, nemlig den plane regulære arbejdsflade og en udfræset fordybning,
hvor tusserne eller byggeklodserne ligger klar til brug uden at kunne falde
på gulvet, mens der leges. Der kan monteres en svingbar skuffe på hvert ben.
Her er skuffen grøn...fordi grøn er en ikke kønsbestemt farve modsat
pigernes den røde og drengenes den blå.
Billedtekst 2: Unge og stolte håndværkere med en erfaren faglærer på
sidelinjen. Fra venstre ses faglærer André Skriver, Vicky Nørtoft Jensen og
Anders Lind Skjærlund. Bordet, som det hele drejer sig om, ventes at komme
til at koste 10.000-12.000 kroner i møbelforretningerne.
Kontakter
Emner
Uddannelse