Udviklingskroner til Nordvestjylland
Pressemeddelelse oktober 12, 2005 LivsstilFødevareministeriet har givet 1,7 millioner kroner til otte udviklingsprojekter indenfor erhvervsfremme, kulturliv og turisme i Nordvestjylland. Målet er blandt andet at skabe arbejdspladser, nye tilbud om oplevelser i naturen og tiltrække flere turister.
Et af de støttede projekter er en større udbygning af den eksisterende dramasal på Vester Thorup Efterskole. Dramasalen bliver udvidet fra 90 kvm. til 230 kvm. og kan rumme 200 gæster. Salen skal bruges til at opføre musicals, teaterforestillinger og koncerter. Efterskolen er dynamo for mange aktiviteter i lokalområdet, og skolen lægger stor vægt på at åbne dørene for alle de aktører, der har lyst til at bruge skolens ressourcer. Projektet er blevet støttet med 124.340 kroner.”For regeringen er det afgørende, at udkantsområderne ikke hægtes af udviklingen i resten af samfundet. Derfor er jeg glad for, at Fødevareministeriet i 2004 har kunnet godkende 8 projekter i Nordvestjylland,” siger fødevareminister Hans Chr. Schmidt om pro-jekterne, som foregår inden for rammerne af det såkaldte LEADER+ program.
LEADER+ er et EU-initiativ under landdistriktsprogrammet rettet mod 12 udvalgte lokale områder i landets tyndtbefolkede yderområder. Programmets formål er at støtte nyskabende aktiviteter inden for økonomiske, sociale og kulturelle felter i landdistrikterne. Målet er at involvere den lokale befolkning i så høj grad som muligt. I hvert af områderne styres LEADER+ programmet af en lokal aktionsgruppe med repræsentanter for lokale foreninger, organisationer, erhvervsmæssige interesser og myndigheder.
”Vi har brug for det lokale engagement og medejerskab, hvor projekterne vokser op nedefra. Det bidrager til, at der i det hele taget skabes større fremdrift i lokalsamfundet,” siger fødevareministeren.
Direktoratet for FødevareErhverv under Fødevareministeriet godkender projekterne og tildeler midlerne. I alt er der givet godt 30 millioner kroner. til 122 udviklingsprojekter i udkantsområderne i 2004. Læs mere om udvikling i landdistrikterne på www.dffe.dk/landdistrikter og www.leaderplus.dk
Kontaktperson:
Knud Mortensen, Direktoratet for FødevareErhverv, tlf. 33 95 83 00
Emner
Livsstil