PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/tilsidesatte-egne-gr%C3%A6nser-nu-f%C3%A5r-de-redningsberedskabsprisen-27632

Tilsidesatte egne grænser – nu får de Redningsberedskabsprisen

Pressemeddelelse oktober 4, 2024 Den Danske Redningsberedskabspris Redningsberedskabsprisen Beredskabsforbundet Mindegudstjeneste Lolland Lolland-Falster Brandvæsen

Ministeren for samfundssikkerhed og beredskab overrakte fredag Den Danske Redningsberedskabspris 2024 til mandskab fra Lolland-Falster Brandvæsen og station Nykøbing Falster.

Redningsberedskabsprisen

15. december sidste år blev indsatsleder Johnny Rasmussen samt syv brandmænd fra station Nykøbing Falster sendt til et færdselsuheld på Stubbekøbingvej ved Systofte, Nykøbing Falster.

Meldingen lød på et solouheld med en person, som muligvis var kastet ud af bilen. På trods af supplerende meldinger om, at der ikke var tale om fastklemte i uheldet, valgte brandvæsnet at fortsætte frem til stedet.

Lægebilen ankom som den første vogn til stedet efterfulgt af indsatsleder Johnny og brandmændene fra Nykøbing. Lægebilen iværksatte ved ankomst behandling af den tilskadekomne person, som af et vidne var blevet set kastet ud af det voldsomt beskadigede køretøj.

Ved et tilfælde blev der observeret endnu en tilskadekommen person, der lå godt 100 meter derfra. Imens lægeassistenten skulle hente udstyr, ankom brandmændene til stedet.

To-tre af brandmændene opdagede hurtigt den anden tilskadekomne og påbegyndte straks livreddende førstehjælp, inden lægeassistenten var tilbage med udstyr. Både medicinsk udstyr fra lægebil og redningsvognens førstehjælpsudstyr blev brugt.

Begge tilskadekomne blev med lægehelikopter fløjet til Rigshospitalet for behandling af livstruende kvæstelser.

Brandmændene og indsatslederen har i den her situation udvist et overskud og udført en arbejdsindsats, der ligger langt ud over hvad der normalt forventes. Derfor modtager de Den Danske Redningsberedskabspris 2024.

”Grundet den manglende mentale forberedelse og de voldsomme billeder, der til langt ud i fremtiden nu har skrevet sig ind i deres hukommelse, bør det anerkendes, at brandmændene var i stand til at fortsætte indsatsen og tilsidesætte deres egne grænser, der flere gange under hændelsen blev overskredet,” skriver Trine Skovgaard Hallø, vicebrandinspektør ved Lolland-Falster Brandvæsen og brandassistent ved Falck Nykøbing Falster, i indstillingen.

Lægeassistenten udtalte ifølge hende bagefter efterfølgende:
”Der er ingen tvivl om at det arbejde de (brandmændene og indsatslederen, red.) udførte, har været med til at redde menneskeliv.”

Indsatsen betyder, at Den Danske Redningsberedskabspris 2024 går til de her otte medarbejdere:
Vicebrandinspektør Johnny Rasmussen fra Lolland-Falster Brandvæsen samt følgende syv brandmænd fra station Nykøbing Falster:
Brandassistent Martin Yousif (HL)
brandassistent Lars Bille Hansen
brandassistent Henrik Palle
brandassistent Anton Bremer
brandassistent Adis Leric
brandmand Aivars Kovacs og
brandmand Mads Ellehauge.

Med prisen følger et beløb på 25.000 kroner.

Fakta om Den Danske Redningsberedskabspris:

  • Prisen kan tildeles det danske redningsberedskabs personale/medlemmer, uanset tilhørsforhold. Det kan være frivillige, værnepligtige, heltids- og deltidsansatte samt medlemmer af de sønderjyske brandværn.
  • Prisen kan tildeles en enkeltperson eller dele af et redningsberedskab (hold). Indstillinger skal referere til ”skarpe” indsatser, hvor der reddes liv, ejendom og/eller miljø. Man skal have brugt de kompetencer, man har fået gennem uddannelse, øvelse og indsats. Der lægges vægt på handlekraft, vilje og evnen til at træffe de rigtige beslutninger.
  • Prisen i 2024 uddeles for en indsats i 2023. Med prisen følger et beløb på 25.000 kroner.
  • Beslutningen om, hvem der skal tildeles prisen, træffes af en komité bestående af repræsentanter for interessenter og organisationer i redningsberedskabet: Beredskabsforbundet, Falck, Danske Beredskaber, Beredskabsstyrelsen, Landsklubben for Deltidsansatte Brandfolk, Sønderjysk frivillige Brandværnsforbund, Det Offentlige Beredskabspersonales Landsforbund, FOA og 3F.
  • Prisen uddeles i forbindelse med Mindehøjtideligheden for omkomne brand- og redningsfolk i Holmens Kirke den første fredag i oktober.
  • Læs mere på redningsberedskabspris.dk

Et uddrag af indstillingen til prisen skrevet af Trine Skovgaard Hallø, vicebrandinspektør Lolland-Falster Brandvæsen og brandassistent Falck Nykøbing Falster:

”Brandmændene og indsatslederen har i denne situation udvist et overskud og udført en arbejdsindsats, der ligger langt ud over det der normalt forventes. Der er ingen tvivl om, at de med deres resolutte beslutsomhed og handling har været med til at redde de tilskadekomnes liv.

Da supplerende meldinger fra vagtcentralen ikke gav anledning til arbejde for brandvæsenet, havde dette en klar påvirkning af deres mentale forberedelse i negativ retning. Synet der mødte brandmændene ved ankomsten stemte ikke overens med deres forestilling efter den supplerende melding, hvorfor deres beslutning om en resolut og hurtig handling i den grad bør anerkendes.

Der bør ligeledes anerkendes for beslutningen om at fortsætte frem til stedet, til trods for at meldingen ikke gav anledning til arbejde for brandvæsnet.”

For yderligere information, kan du kontakte:
Kommunikationskonsulent Tom Kampman
Tlf. 3076 3164
Mail: [email protected]

De vedhæftede fotos kan frit bruges med kreditering af Beredskabsforbundet.

Emner


Den Danske Redningsberedskabspris Redningsberedskabsprisen Beredskabsforbundet Mindegudstjeneste Lolland Lolland-Falster Brandvæsen