Til Klima- og Energiminister Lykke Friis - Byggeriets CO2 fodaftryk
Pressemeddelelse juni 23, 2010 ByggeriNedenstående mail er sendt til Klima- og Energiminister Lykke Friis. Årsagen er, at hun i morgen torsdag den 24. juni klipper snoren til Danmarks første passiv+ hus, som er bygget i samarbejde med Rockwool koncernen. I Papiruld Danmark mener vi, at måden hvorpå man afgør om et hus er passivt eller ligefrem energiproducerende, er særdeles problematisk. I opgørelsen tager man nemlig ikke hensyn til, hvilket CO2 fodaftryk byggeriets materialer afgiver i selve produktionen af materialerne. Det er direkte forkert, at man ikke tager CO2 fodaftrykket i betragtning, når man kategoriserer et hus som passivt. Jeg håber, redaktionen vil tage fat i denne debat. Det er trods alt vores miljø, det gælder. Jeg står naturligvis til rådighed for yderligere oplysninger, hvis I ønsker det. Med venlig hilsen Rikke Henningsen Herrguth Kommunikationsmedarbejder, cand.comm. Papiruld Danmark ApS Brødeskovvej 40 3400 Hillerød T: 48 14 11 88 F: 48 14 11 85 Email: [email protected] Web: www.papiruld.dk
Kære Klima- og Energiminister Lykke Friis
Jeg har modtaget en invitation fra Rockwool, hvor jeg kan se, at du i din egenskab af Klima- og Energiminister, forestår den officielle indvielse af Danmarks første passiv+ hus torsdag den 24. juni 2010 i Stenløse.
Som producent af det miljørigtige isoleringsmateriale, Papiruld, er jeg begejstret for, at danskerne efterhånden har fået øjnene op for at bo og leve i passivhuse og energiproducerende huse.
Jeg undrer mig dog over, at Klima- og Energiministeren vil lægge navn til et lavenergibyggeri, som ikke tager det CO2 fodaftryk i betragtning, som selve produktionen af bygningsdele efterlader. Det er selvfølgelig overordentligt vigtigt, at vores huse på alle måder er effektivt isolerede og energioptimerede, så vi ikke udleder mere CO2 end højst nødvendigt. Men som Klima- og Energiminister er det forkert ikke at vægte CO2 fodaftrykket lige så højt, som selve energiforbruget i husets levetid.
Det passiv+ hus som du indvier på næste torsdag i Stenløse, har valgt ikke at medtage byggematerialernes CO2 fodaftryk.
Det er f.eks. ikke ligegyldigt, hvilken type isolering man bruger, hvis man tænker på miljøet. Ved at vælge et mere miljørigtigt alternativ, som f.eks. Papiruld, hør eller perlite vil man kunne spare 2-3 tons CO2, fordi udledningen af CO2 under selve produktionen af disse materialer er fire gange mindre end stenuld. Man ved faktisk ikke, hvor meget produktionen af Rockwool koster på CO2-kontoen, fordi Rockwool ikke ønsker at offentliggøre tallene af konkurrencemæssige årsager. Og det kan vi godt forstå. For en sammenligning baseret på data fra BEAT og SBI (Statens Byggeforsknings Institut) viser, at Rockwool udleder 5,5 tons CO2 ved en produktion af 130 m3 stenuld, svarende til den mængde huset i Stenløse er isoleret med, mens Papiruld tilsvarende udleder 1,2 tons CO2. Forskellen er 4,3 tons CO2. Det har stor betydning for den belastning, vi pålægger miljøet.
I flere andre lande omkring os som f.eks. England og Malta, er det naturligt at tænke byggematerialernes CO2 fodaftryk ind i helheden, og man er ikke bange for at offentliggøre alle tal.
Engang var Danmark foregangsland på miljøområdet, men vi halter langt bagefter selv små nationer. Det efterlader omverden med det indtryk, at Danmark er et miljø-uland.
Ønsker du virkelig, i din egenskab af Klima- og Energiminister, at udvikle et foregangsland, som omverden ser op til på miljøområdet, bør CO2 fodaftrykket tages alvorligt og alle tal lægges frem.
Jeg håber, at du vil være med til at sætte fokus på byggeriets CO2 fodaftryk og dermed bevare og spare vores miljø for unødig forurening til glæde for mange kommende generationer.
Jeg står selvfølgelig til rådighed for en uddybning, hvis dette er ønskeligt.
Vedlagt er til venlig orientering en artikel fra magasinet Vedvarende Energi og Miljø ”Varm luft i Bolig for livet”.
Den er værd at læse.
Med venlig hilsen
Claus Skov
Adm. dir.
Papiruld Danmark ApS
Brødeskovvej 40
3400 Hillerød
T: 48 14 11 88
F: 48 14 11 85
Email: [email protected]
Web: www.papiruld.dk
Emner
Byggeri