Tiden efter en blodprop
Pressemeddelelse september 2, 2008 HelseHjerteforeningen i Helsingør inviterer hjertekarsyge og pårørende til en række foredrag om at leve med kronisk sygdom
Ramt af en blodprop og hvad så? Mange patienter, der har været ramt af en blodprop i hjertet, står i tiden efter blodproppen ofte tilbage med mange ubesvarede spørgsmål. Det kan være spørgsmål om diagnose, egne og familiemedlemmers reaktioner, hvad kan hjertet holde til, og hvad gør jeg med følelserne og angsten for at blive ramt igen.
Hjerteforeningens lokalkomité i Helsingør starter nu et nyt tilbud, der kan hjælpe de mange, der enten selv er hjertesyge, eller de pårørende, der gerne vil støtte fx en kær ægtefælle.
Under overskriften "Hvorfor blodprop i hjertet og hvad så?" åbner Hjerteforeningen hjertecafeen fire tirsdage for alle interesserede.
Sygeplejerske Pia Svarre er til stede alle fire tirsdage, hvor hun vil holde oplæg om forskellige emner. Pia Svarre arbejder på hjerteafdelingen på Hillerød Sygehus. Der er masser af mulighed for at stille spørgsmål.
- Mange kommer til os og har brug for at tale om den svære angst for igen at blive ramt af hjertesygdom, og de har mange spørgsmål om diagnose og symptomer. Det er helt naturligt og meget almindeligt, at følelserne slår knuder. En del er bange, for mange ser alvorlig sygdom i øjnene. Derfor er det vigtigt at få bearbejdet følelserne. Vi håber at kunne støtte flest mulige med foredragene, siger Ebbe Petersen, formand for Hjerteforeningens lokalkomité i Helsingør og fortsætter.
- Men ikke alene den syge er bange. Pårørende er også meget påvirket af sygdommen og har også et stort behov for at udveksle erfaringer og få mere konkret viden.
Det er gratis at deltage, man kan bare møde op og alle er velkomne. Alle foredrag foregår i hjertecafeen, Fiolgade 17A, Helsingør.
Foredragene starter kl. 15.
Møder i hjertecafeen med sygeplejerske Pia Svarre
Tirsdag den 16. september
Gennemgang af hjertet opbygning og funktion. Gennemgang af hvem der får blodpropper i hjertet, hvad risikofaktorerne er, og hvad symptomerne på smerter i brystet (angina pectoris) og åreforkalkning er.
Tirsdag den 21. oktober
Gennemgang af forskellige undersøgelser og behandlinger af blodprop i hjertet, herunder ballonudvidelse, bypass operation, medicinsk behandling og bivirkninger.
Tirsdag den 18. november
Hvordan får jeg gang i kroppen igen? Hvad kan den holde til? Hvilken form for motion er bedst at dyrke med en hjertesygdom?
Fysioterapeut Martin Walsøe fra Hjerteforeningens rådgivningscenter i København deltager også og giver gode råd.
Tirsdag den 16. december
Dagens emne er, hvordan man kommer videre med livet efter en blodprop. Denne dag bliver både emner som sex, sund kost, angst og depression taget op til diskussion.
Derefter er der juleafslutning med julehygge.
Hør mere, kontakt næstformanden for Hjerteforeningens lokalkomité i Helsingør, Tove Blædel-Hastrup, tlf.: 47 70 80 60, mail: [email protected] eller Hanne Brinch, tlf.: 49 20 01 03.
Kontakter
Lotte Bucka
Hjerteforeningen✉ lbuck********************* Vis...
☎ 33 67****** Vis...
https://www.hjerteforeningen.dk
Emner
Helse