PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/svaneke-bryghus-og-a2z-turnkey-k%C3%A5ret-som-iv%C3%A6rks%C3%A6tter-forbilleder-af-%C3%B8konomi-og-erhvervsminister-bendt-bendtsen-727

Svaneke Bryghus og A2Z TURNKEY kåret som iværksætter-forbilleder af økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen

Pressemeddelelse august 26, 2004 Erhverv

Økonomi- og erhvervsministeren kårede torsdag aften Svaneke Bryghus og A2Z TURNKEY som de to bedste iværksættervirksomheder i region Sjælland og Øerne. Nu er de med i finalen om at vinde Regeringens Iværksætterpris 2004.



Iværksætterne fortjener vores hyldest de sikrer den fortsatte vækst og velfærd i Danmark. Med de ord kårede økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen torsdag aften de to iværksættere i region Sjælland og Øerne, der på fornemmeste vis har demonstreret, at det kan betale sig at starte for sig selv, og at det kan gøres med succes. Alle otte nominerede virksomheder i region Sjælland og Øerne fik ros og blomster, men kun Tim Stender bag Svaneke Bryghus og Jens Sauer bag A2Z TURNKEY kunne tage hjem med statuetter og titler som regionsmestre. De er nu blandt de sidste otte kandidater, der er tilbage i kampen om Regeringens Iværksætterpris 2004 på 500.000,- kr., der uddeles den 30. september.

Kreative niche-virksomheder
- Det har ikke været let for dommerpanelet at udvælge, hvilke to af de otte nominerede kandidater, der skulle vinde og gå videre i finalen. Det er meget forskellige virksomheder, men alle er lykkedes med succes. Som eksempel kan vi se, at de to vindere er meget forskellige, men begge har fundet en niche, hvor der var plads til dem på markedet. Den ene producerer håndbrygget øl til feinschmeckere, og den anden har specialiseret sig i domicil-flytninger for store virksomheder. De har begge øjnet nye tendenser, og der er al mulig grund til at tro, at vinderne har gang i helt nye vækstområder, siger Ingemarie Søndergaard, Storstrøms ErhvervsService, der har koordineret kåringsarrangementet i samarbejde med de øvrige erhvervsservicecentre i regionen.

Kåringen fandt sted ved et åbent-hus arrangement på Amtsgården i Roskilde for regionens iværksættere og dem, der drømmer om at starte egen virksomhed. Her kunne man møde regionens otte finalister og en række rådgivere, der stod klar til at svare på spørgsmål fra de mange fremmødte.

Vedlagt er profiler på de to regionsvindere samt fotos.

Fakta ark

Regionalt dommerpanel
Erhvervsservicecentrene har indledningsvis screenet de indkomne tilmeldinger i regionen, og de bedste er blevet sendt videre til dommerpanelet - bestående af regionale erhvervsledere og iværksættere. Her har dommerpanelets stemmer på kandidaterne afgjort, hvilke otte, der er blevet nomineret til titlen som regionsmester i iværksætteri. Dommerpanelet har herefter mødt de otte nominerede, som kort har præsenteret sig selv og deres virksomheder. På den baggrund har panelet i enighed udpeget de to vindere.

Åbent-hus for iværksættere et offentligt tilbud
Kåringen af Svaneke Bryghus og A2Z TURNKEY fandt sted i forbindelse med et stort åbent-hus arrangement for regionens iværksættere, der blev afholdt af erhvervsservicecentrene i region Sjælland og Øerne. På dagen gav en lang række af professionelle rådgivere - herunder advokater, revisorer, virksomhedsledere, bankrådgivere og reklamefolk gratis rådgivning om alt væsentligt i forhold til det at starte og drive en virksomhed. Undersøgelser viser, at sparring og professionel rådgivning i opstartsfasen giver iværksætteren de bedste forudsætninger for at lykkes med sin virksomhed.

Regeringens Iværksætterpris 2004 på en halv million
Den 30. september løfter økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen, sammen med formand for hoveddommerpanelet Lars Larsen, sløret for, hvem der løber med titlen som årets iværksætter og den halve million kr. Det sker ved et storstilet prisarrangement på Base Camp i København, hvor en række internationale talere vil belyse forskellige aspekter af det at skabe en attraktiv iværksætterkultur. Foruden førstepræmien er der kr. 50.000,- til nummer to og kr. 25.000,- til nummer tre.

Faktaboks:

Mestre i iværksætteri i region Sjælland og Øerne, kåret den 26. august 2004:

Svaneke Bryghus ApS, Tim Stender
Svaneke Bryghus producerer håndbrygget øl til forbrugere, der stiller krav om kvalitet og om spændende, anderledes smagsvarianter end de industrifremstillede øl.

A2Z TURNKEY A/S, Jens Sauer
A2Z TURNKEY A/S har specialiseret sig i domicilflytninger for store virksomheder. Den topprofessionelle flytning, som typisk sker over en weekend, sikrer kontinuiteten, høj kundepleje og tilfredse medarbejdere.

Kontakter


Emner


Erhverv