Strømlinet frimærkehandel
Pressemeddelelse juni 19, 2005 Livsstil- Filatelist Forbund hjÆlper QXL med frimÆrke-auktioner- Strippekongen bliver frimÆrkeambassadør- Ældre samlere går på nettet
De tyske besættelsesudgaver under 1. og 2 verdenskrig - De tyske kolonier - Bundesrepublikken og Østtyskland. Alle får de fremover deres egne kategorier på Danmarks største markedsplads for frimærker - online auktionshuset, QXL.For ikke-samlere kan det lyde som nonsens. Men for Danmarks tusinder af frimærkesamlere er det godt nyt, at Danmarks Filatelist Forbund nu hjælper med styringen af frimærkehandelen på QXL. Og det kan spare rigtig megen tid.
”Hver eneste dag er der 7000-8000 frimærkeauktioner i gang på QXL, så der er svært at få et overblik. Tyskland er bare et lille eksempel. Indtil i dag er alle tyske mærker samlet i en enkelt kategori med næsten 1000 auktioner. For fremtiden vil Tyskland blive delt op i 20 underkategorier, så man lettere kan finde mærker for eksempel fra Tysk Østafrika,” siger Torben Mehl Jørgensen, næstformand i Kjøbenhavns Philatelist Klub og bestyrelsesmedlem i Danmarks Filatelist Forbund
Sammen med Preben Jørgensen, bedre kendt som stripperkongen, der også er en højt respekteret frimærkesamler, og den internationale frimærkedommer Toke Nørby bliver Torben Mehl en af QXLs tre nye ambassadører for frimærker.
Som frimærkeambassadører får de ansvaret for, at frimærkesalget - et af de største enkeltområder på QXL - afvikles så effektivt og overskueligt som muligt. Endvidere kan brugerne på nettet stille spørgsmål til de tre eksperter.
Nettet er blevet det store sted for handel med frimærker i takt med at byernes små frimærkeforretninger lukker. Det har tvunget tusinder af passionerede samlere til at gå on-line.
”For fire-fem år siden havde vi mange ældre frimærkesamlere, der sagde, at de i hvert fald aldrig skulle bruge en computer. Men i dag har de overgivet sig. Jeg vil skyde på at 70-80 pct. af alle vores medlemmer er på nettet,” siger Torben Mehl Jørgensen
Danmark Filatelist Forbund har henved 6500 registrerede frimærkesamlere. Gennemsnitsalderen ligger på omkring de 60 år, gætter Torben Mehl Jørgensen.
Med 750.000 solgte varer hver måned og med en omsætning kunderne imellem på en kvart milliard kroner om året er QXL Danmarks største on-line auktionshus. www.qxl.dk
Kontakt: Torben Mehl Jørgensen, DFF 20 42 69 40.
Kontakter
Emner
Livsstil