PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/stjerner-i-mere-end-37-%C3%A5r-5355

Stjerner i mere end 37 år

Pressemeddelelse maj 16, 2008 Musik

- Men hvad er i grunden deres største hit?

Udover Rolling Stones findes der vel kun to andre, som har holdt sig på toppen ligeså længe. De er oven i købet danskere - nærmere betegnet en frø og en papegøje ved navn Kaj og Andrea.

Kaj og Andrea er "verdensberømte" i Danmark for deres underholdning på verdens bedste børne TV kanal, DR siden 1973.

De har underholdt generationer i snart fire årtier, og de fleste danskere kan synge med på "Kaj, Kaj, Kaj - Kaj det er mig" - "Hvis du hører om én..." og "Prøv at bakke snagvendt..."

Men hvilken sang er i grunden den allerbedste Kaj og Andrea sang nogensinde?

I anledning af, at DR og Nordisk Film den 26. maj 2008 udgiver en opsamlings CD med alle sange og udvalgte historier fra de første 37 år, er der udskrevet en landsdækkende konkurrence blandt deres kernepublikum - børn i børnehave-alderen og deres forældre.

Børn og voksne (pædagoger) har modtaget en stemmeseddel fra Kaj og Andrea med 12 nominerede sange. Børnehaver og andre interesserede opfordres til at stemme på den bedste Kaj og Andrea sang nogensinde.

Der kan også stemmes og lyttes på www.tnj.dk/kajogandrea - afstemningen om den bedste Kaj og Andrea sang er allerede godt igang og løber til den 30. maj. 2008, hvor det allerstørste Kaj og Andrea hit afsløres - og blandt alle deltagere er der lodtrækning om det fineste fra Kaj og Andrea's univers så som bøger, dukker, DVD'er, CD'er, service, spil etc.

Der foreligger intet om en evt. Kaj & Andrea turné.

Facts om Kaj og Andrea

Kaj og Andrea er et af Danmarks mest populære underholdningspar nogensinde. DR's tv-serie for børn med dukkerne Kaj og Andrea blev i første omgang sendt 1971-1976 og er siden genudsendt i flere omgange. Seriens styrke ligger blandet andet i den meget fine tegning af figurerne:
Frøen Kaj er kendt som den drengede, bramfri og jazzelskende bulderbasse, hvis mandlige stolthed let bliver såret, med sammenknyttet frømund til følge. Papegøjen Andrea er den pæne, selvbevidste og feminine med hang til prinsessekroner og tylskørter. Hun ofrer gerne solsikkefrø og egne interesser for husfredens skyld og overbeviser Kaj om, at "... selv om der er forskel på os to, er vi gode venner kan du tro". 
   
De to arketyper blev i 1970'erne bakket op af to meget flinke voksne, der var en slags forældresubstitut for de små seere: musikeren Povl Kjøller og skuespilleren Kjeld Nørgaard, der "bakkede snagvendt", legede sanglege med både frø og fugl og lavede forskellige crazy-komiske sketcher. 
   
At serien gjorde et uudsletteligt indtryk på børn, kan ses af at Povl Kjøllers sange midt i 1990'erne fik en tankevækkende kultrevival blandt de unge på 18-20 år, der uanset piercinger og grønt hår nød at synge med på cykelsangen, på sangen om tiden, der er noget mærkeligt noget, foruden alle de andre kendinge fra serien. 
   
Kaj og Andrea blev genoplivet med nye tv-afsnit i 1999 med hjælp fra skuespiller Christine Skou og musiker Ole Kibsgaard. Dukkernes popularitet er intakt blandt de mange nostalgiske voksne, og nye seere lader sig også i dag tryllebinde af den påståelige frø og den velmenende papegøje. Stjerner af Kaj og Andreas kaliber forgår ikke så let!
 

Emner


Musik