PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/stadig-uacceptabel-sikkerhed-p%C3%A5-byggepladserne-3318

Stadig uacceptabel sikkerhed på byggepladserne

Pressemeddelelse januar 18, 2007 Erhverv

For tredje gang i år har Arbejdstilsynet gennemført en razzia over for sikkerheden på landets byggepladser. På 6 ud af 10 af byggepladser er sikkerheden ikke i orden.

Seks mand, der arbejder på et tag i 20 meters højde uden rækværk. Stilladser der risikerer at styrte sammen i efterårets kraftige blæst. Og endnu engang masser af overtrædelser af de mest basale sikkerhedsregler.

-Jeg må konstatere, at beslutningen om at gennemføre målrettede aktioner over for noget af det farligste arbejde på byggepladserne har vist sig at være helt rigtig. Alt for mange steder arbejder man under helt uacceptable sikkerhedsforhold, og det skal der simpelthen gøres noget ved, siger direktør Jens Jensen, Arbejdstilsynet. Arbejdsgiverne har ansvaret for at sikre ordentlige forhold, men indsatsen må også komme fra medarbejderne på pladserne. Heldigvis tager de fleste rigtig godt imod Arbejdstilsynets folk, når vi kommer, for man ved godt, hvem det går ud over, hvis sikkerheden fejler. Det er de ansatte på byggepladserne, der risikerer at komme alvorligt til skade eller i værste fald at blive slået ihjel.

Under aktionen besøgte Arbejdstilsynet 150 byggepladser i alle dele af landet. På væsentligt flere end halvdelen af byggepladserne var der et eller flere alvorlige brud på sikkerheden. I alt fandt Arbejdstilsynet 143 arbejdsmiljøovertrædelser, der var så alvorlige, at Arbejdstilsynet måtte skride ind og stoppe arbejdet med et strakspåbud eller et forbud. I adskillige af disse sager overvejer Arbejdstilsynet nu at bede politiet om at gå ind i sagen og vurdere, om der skal rejses retslig tiltale. Det kan føre til bøder på 25.000 kr. eller mere. Ud over de 143 alvorlige sager måtte Arbejdstilsynet i 24 tilfælde reagere over for mindre alvorlige problemer.

-De tre aktioner, vi har kørt i år, viser tydeligt, at man i byggebranchen generelt tager alt for let på sikkerheden. Og vi skal åbenbart have fat i grovfilen, før der begynder at ske noget, siger direktør Jens Jensen. Derfor er jeg glad for, at Arbejdstilsynet nu også med velfærdsaftalen har fået mulighed for at skærpe indsatsen over for de brancher, hvor medarbejderne særligt rammes af nedslidning. Det gælder bl.a. byggebranchen, der altså kan være sikker på, at Arbejdstilsynet vil fastholde fokus. Vi vil blive ved med at gennemføre målrettede aktioner på byggepladserne samtidig med, at vi fra 2007 begynder at gennemgå arbejdsmiljøet i alle landets bygge- og anlægsvirksomheder.

Samarbejde om bedre sikkerhed
Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen har med baggrund i ulykkestallene bedt Arbejdstilsynet om i samarbejde med byggebranchens parter at igangsætte nye aktiviteter. Det er resulteret i en handleplan, der skal være med til at forbedre arbejdsmiljøet på byggepladserne. Ét af mange elementer i handleplanen er aktionerne på byggepladserne, som Arbejdstilsynet gennemfører i 2006.

I 2005 skete der 20 dødsulykker på byggepladserne en fordobling i forhold til de foregående år. I 2005 skete der desuden 296 alvorlige ulykker på byggepladserne.

Kontaktpersoner:
Kontorchef Peter Herskind, tlf. 72 20 87 31 (eller 72 20 87 30)
Pressekoordinator Jakob Hjuler Tamsmark, tlf. 72 20 85 61

Kontakter


Emner


Erhverv