Stædig mor opfinder parkeringsplads til mobiltelefoner
Pressemeddelelse december 7, 2004 ErhvervEn ny dansk opfindelse fjerner rodet på køkkenbordet, når man oplader mobiltelefonen. Mobil-pit er et iværksættereventyr for tre gamle venner og en stædig mor fra århus
Pressemeddelelse fra HMI Trading 7. december 2004
En familie i Tranbjerg ved Århus tog springet som iværksættere med en indlysende opfindelse, der fjerner et af hverdagens irritationsmomenter. De har opfundet en holder til mobiltelefon og oplader, så man slipper for rod med ledninger. Man sætter sin egen oplader og ledning på holderen, og parkerer det hele solidt i en stikkontakt.
Hunden gnavede i ledningerne
Det startede med at familiefar og salgschef Ib Kristoffersen lukkede hjemmets fastnet-telefon, fordi han fandt den overflødig. Hans kone Nina Vincents fik modvilligt en mobiltelefon, så der nu var fire mobiltelefoner, fire opladere og en masse rodede ledninger i kernefamiliens parcelhus. Hunden Pongo gnavede i ledningerne og den femårige efternøler trak telefonerne ned fra hylderne. Det blev for meget for Nina.
Jeg blev bare så irriteret over de lange ledninger fra opladerne, der flød mærkelige steder i huset, siger hun. Hun tænkte i alternative løsninger og begyndte at lavede pap-skabeloner af holdere, der kunne fjerne rodet. Med hendes baggrund som tøjdesigner var det ikke fremmed at få ideer, men Ib Kristoffersen var skeptisk.
Den må da være opfundet
Jeg bad hende glemme alt om det. Jeg var sikker på, at nogen måtte have fået ideen længe før. Der må sidde folk på Nokia og Ericsson, som er ansat til at opfinde den slags, siger Ib Kristoffersen. Men ingen havde fået den indlysende ide og et patentkontor i Århus fandt intet patent på en holder til mobiltelefon og oplader.
Da barndomsvennen og klejnsmeden Michael Ebbesen faldt pladask for ideen og gik ind i formarbejdet, måtte Ib Kristoffersen overgive sig. Og så kunne iværksættereventyret tage fart.
Tre års tilløb
Der gik ikke længe inden ex-svoger Henrik Syppli Sørensen blev inviteret med som partner. De tre startede firmaet HMI-Trading ApS og har brugt tre år på forberedelser og bjerge af besværligheder. De lavede et hav af prototyper, 3d-tegninger og ændringer før Mobil-pit fandt sin endelige form og kunne komme i produktion.
I disse dage køres læssevis af Mobil-pit-æsker ud til TDCs telebutikker, Telekæden og Elro, men HMI-Trading håber at stå i mange flere butikker inden jul. Mens Ib Kristoffersen drømmer om millionsalg og snakker om verdenspremiere, er Nina blevet sat til at få flere gode ideer hjemme i parcellen.
For nærmeste forhandler ring til HMI Trading på 87 34 01 02. Vejledende udsalgspris 69,95 kr.
For yderlige information kontakt venligst
Ib Kristoffersen, Salg- og marketingchef, HMI Trading. Mobil 26 14 84 87. E-mail [email protected].
Se en demonstration og hent billeder af Mobil-pit på www.mobil-pit.com. Er du journalist, kan du bestille et testeksemplar af Mobil-pit og se den i aktion.
Kontakter
Emner
Erhverv