Spil om følelser kan forebygge misbrug og anden risikoadfærd
Pressemeddelelse september 17, 2012 Børn og UngeNyt spil til landets ungdomsklubber får unge til at sætte ord på deres tanker og følelser. Det skal gøre specielt udsatte unge i stand til at sige fra overfor druk, hash og kriminalitet. Vejlby Fritidscenter og Foreningen GODA, der står bag spillet, der er udsendt i samarbejde med Ungdomsringen, er selv overrasket over de gode resultater.
”Når jeg mobber er jeg…”, siger pædagogen og sender drengene på Vejlby Skole ud på gulvet i gymnastiksalen to og to, så de sammen kan vælge de ordkort, som de mener passer til udsagnet. Kortene med ordene dum, umoden og ubetænksombliver hurtigt taget. Ahmed bukker sig ned efter kortet med ordet træt.
”Man bliver ked af det, hvis man kommer til at mobbe, og så kan man godt blive træt,” siger han, da han efterfølgende skal forklare sit valg af kort for resten af drengene.
Klassen er lige begyndt at spille ”Hele Molevitten”, der på en sjov måde skal træne de unge i at sætte ord på deres tanker og følelser.
”Hvis de unge skal kunne træffe gode og bevidste valg i deres liv, skal de kunne mærke sig selv og reflektere over den situation, som de er i. Vi møder mange 16-17-årige, der ikke er vant til at kigge på sig selv og i stedet skyder skylden over på andre. Specielt udsatte unge og unge med indvandrerbaggrund kan have svært ved at sætte ord på deres følelser, drømme og behov. Det gør, at de er meget svære at nå for os pædagoger og få ind på den rette bane. De vælger de lette umiddelbare veje og kan ikke forudse konsekvenserne af det, der gør. Derfor er det vigtigt at træne dem i refleksion og dialog allerede i en ung alder. Jeg tror på, at det giver de unge mulighed for at ændre deres liv i en positiv retning,” siger Anne Winther Jørgensen, der er leder i Vejlby Fritidsklub, der sammen med GODA har stået bag udviklingen af spillet. I samarbejde med Ungdomsringen er spillet udsendt til fritids- og ungdosmklubber.
Svært at starte dialog
Tidligere var problemet i fritidsklubben, at pædagogerne havde svært ved at få en dialog i gang med de unge.
”Fritidsklubber er ofte meget fokusererede på aktiviteter som fodbold og billard, så vi havde svært ved at spørge til indersiden af de unge. Og når vi prøvede at tage mere alvorlige emner op med dem, blev vi mødt med korte svar som ”det er ok” eller ”jeg er da ligeglad”,” fortæller lederen. Da klubben kom med i et projekt, der skulle sætte alkohol og druk på dagsordenen, kunne Anne Winther Jørgensen hurtigt se, at de måtte tænke i alternative metoder for at få åbnet munden på de unge. Det mest effektive værktøj, som Anne kunne finde var et undervisningsmateriale til at skabe dialog blandt unge, der er lavet at Foreningen GODA, der er finansieret af Foreningen af Danske Spiritusfabrikanter og Vin og Spiritus Organisationen i Danmark. Anne fik lov til at sakse i materialet og udviklede sammen med pædagogerne i fritidsklubben og GODA nogle spil om forskellige aspekter i ungdomslivet, som de gik i gang med at afprøve på de unge.
”GODA arbejder altid ud fra dialog og involvering af de unge. Hvis vi vil ændre unges holdning både til alkohol og også andre risikobetonede udfordringer i ungdomslivet skal budskaberne komme fra de unge selv og ikke fra velmenende voksne. Derfor bruger vi leg, spil og diskussionsoplæg i vores materialer til unge.” fortæller sekretariatschef i GODA, Anett Wiingaard.
Det væltede ud af de unge
Resultatet overraskede selv de garvede pædagoger.
”Pludselig væltede det ud af de unge med sprog, som vi ikke havde hørt tidligere. De begyndte at tale om alt det, som vi ellers ikke kunne få dem til at snakke om. Gennem legene fik de sat ord på nogle af de ting, der foregår i deres ungdomsliv,” fortæller Anne Winther Jørgensen.
Pædagog Mette Julius, der har brugt spillet hele sidste år, oplevede en god udvikling i klassen, fordi eleverne blev mere opmærksomme på hinanden og fik redskaber til at løse konflikter og svære situationer.
”Vi kan ikke sige, at nu har vi reddet alle de her børn med et spil, men jeg er overbevist om, at det udvider deres horisont og får dem til at se anderledes på tingene. Det er med til, at de tænker sig om en ekstra gang, når de i fremtiden måske føler sig presset til at drikke for meget alkohol eller til at stjæle nede på tanken,” siger hun.
Oprindeligt var spillet kun tænkt til brug for de unge i Vejlby Fritidscenter, men på grund af de gode erfaringer har GODA betalt for at få spillet trykt og i samarbejde med Ungdomsringen er det sendt ud til alle ungdomsklubber i Danmark.
Fakta: Om Hele Molevitten
Materialet bygger på metoden kropslig læring og indeholder tre forskellige dele, der gennem blandt andet brætspil, avistennis, dilemmakort og stolelege skal sætte gang i en dialog om alkohol og andre ungdomstemaer. Gennem spil og leg flyttes fokus væk fra de sårbare samtaleemner og bringer en lethed ind i samtalen. Hele Molevitten er udviklet af Vejlby Fritidscenter og Foreningen GODA, der er finansieret af Foreningen af Danske Spiritusfabrikanter og Vin og Spiritus Organisationen i Danmark. GODA har finansieret trykningen af materialet og i samarbejde med Ungdomsringen er spillet sendt ud til fritids- og ungdomsklubber for 13. til 18. -årige landet over.
Fotograf: Søren Malmose
Emner
Børn og Unge