Sommeroase 2007 sprænger rammerne
Pressemeddelelse juli 12, 2007 KulturMed over 2500 tilmeldte deltagere få dage før åbningen har Dansk Oases sommerstævne i Odder næsten allerede slået rekorden fra sidste år. Og der er ingen tvivl om, at rekorden bliver slået i løbet af ugen. I 2006 var der på forhånd tilmeldt 2200 personer.
Landsleder i Dansk Oase Anne Mie Skak Johanson er selv meget tilfreds:
"Vi er begejstrede over de mange tilmeldte. Det er populært med det miks af afslapning, familietid, fællesskab og ferie med indhold, som vi har på SommerOase. Vi har i planlægningen skabt plads til vækst, og glæder os til at se den udvidede stævneplads fyldt med mennesker".
Forberedelserne til stævnet er netop nu i fuld sving, og over 100 personer har allerede bosat sig på stævnegrunden ved Rudehøj Efterskole i Odder. Sammen med Dansk Oases ansatte bruger de denne uge på at få alle de praktiske ting omkring stævnet på plads; telte, toiletvogne, skiltning og meget mere.
Der er også mange ting at gøre klar til. Ugen bliver fyldt med aktiviteter af alle slags og for alle aldre. Koncerter, meditation, kæmpe grillparty, hoppeborg, caféer, speed dating osv. Som noget nyt i år er onsdag formiddag sat af til én ting - praktisk arbejde i Odder by.
"Onsdag formiddag medvirker alle stævnedeltagere i fælleseventen "ACT - til tjeneste for Odder by", fortæller Anne Mie Skak Johanson. "At være kristen er at tro på, at Gud er til, men det er også at handle med næstekærlighed og hjælpsomhed. Det vil vi gerne praktisere. Derfor tager vi ud i Odder by og omegn og slår græs, klipper hæk, gør rent m.m. Borgere i Odder har ringet opgaver ind, som vi kan gå i gang med. Det er stadig muligt at ringe ind til ACTs call-center på 86209855 med opgaver, man ønsker løst."
Torsdag den 19. juli er gæstedag på stævnet. Den dag er der gratis adgang til hele stævnet og mulighed for at opleve, hvem og hvad Dansk Oase er.
Alle medier er selvfølgelig også velkomne i løbet af hele ugen.
Kontaktinfo:
Pressekontakt Maria K. Andersen, tlf. 8654 3600 eller 2274 2838
FAKTA om Dansk Oase:
Dansk Oase arbejder for Fornyelse, Udrustning og Mission i den danske kirke og i det danske folk.
Vi ønsker at mennesker kaldes ind i en personlig erfaring af Gud, som genopretter og sætter i frihed.
Vi ønsker at være med til at opbygge levende og voksende menigheder og fællesskaber, hvor hver enkelt kristen opbygges og tjener.
Vi drømmer om at se disse menigheder synlige og nærværende i samfundet og se dem aktivt række ud med budskabet om Jesus - verdens bedste budskab!
Emner
Kultur