Smart detalje kan redde griseliv
Pressemeddelelse marts 14, 2006 ErhvervKASTRUP Staldvinduet har alle de kvaliteter, som markedets bedste nødopluk-system kræver
For en svineavler kan det være et spørgsmål om liv eller død, at vinduerne i stalden er monteret med nødopluk. Hvis strømmen pludselig forsvinder, og ventilationsanlægget dermed går i stå, vil indeklimaet i en svinestald være dødbringende for svinene på grund af ammoniakdampe.
Nødopluk-systemet fungerer på den måde, at vinduerne åbner sig selv ved hjælp af en mekanisk foranstaltning, i samme øjeblik som strømmen forsvinder.
Vinduerne skal åbne sig 40 til 60 centimeter for at sikre tilstrækkeligt med frisk luft i stalden i sådan en nødsituation. Det krav klarer KASTRUP Staldvinduet uden problemer, ligesom vinduet kan holde til den behandling, det får i en nødopluksituation. Man ser på andre typer af staldvinduer, at vinduet simpelthen falder ind, når det nødåbnes, men KASTRUP Staldvinduet bliver siddende. Bagefter er der heller ingen problemer med at lukke vinduet rigtigt igen. På andre staldvinduer ser man, at gummilisten i bunden af vinduet bliver klemt eller revet af, når vinduet har været åbnet.
På årets store byggemesse, ”Byggeri 2006”, der finder sted i Fredericia 21.-24. marts, fremviser KASTRUP Vinduet sit staldvindue med nødopluk.
Systemet er udviklet i samarbejde med virksomheden SKOV A/S fra Glyngøre, der er førende på det internationale marked blandt andet med klimastyring til animalsk produktion.
SKOV har på eget initiativ testet 11 forskellige staldvinduer i sit testrum og udsat dem for en række kvalitetskrav. På www.skov.com udtaler Skovs kvalitetschef Hans Ladefoged, at kun KASTRUP Vinduet klarede alle kravene.
- Vi har arbejdet målrettet på at skabe et vindue, der netop er beregnet til at kunne holde til den behandling, et nødopluk udsætter vinduet for. Ved at investere i den rigtige kvalitet fra begyndelsen kan en landmand, der er så uheldig at komme ud for et strømsvigt, i sidste ende spare sig selv for store udgifter og mange ærgrelser, mener fabrikant Carsten Kastrup fra KASTRUP Vinduet.
Yderligere oplysninger hos fabrikant Carsten Kastrup, KASTRUP Vinduet A/S, Mosebyvej 40, 7500 Holstebro. Tlf.: 97 42 15 00; e-mail: [email protected]
Eller hos salgschef Michael Werner; e-mail: [email protected]
Billedtekst:
På messen i Fredericia kan alle interesserede se nødopluk-systemet fra KASTRUP Vinduet og SKOV nærmere efter i sømmene. Vinduet bliver udstillet på KASTRUP Vinduets stand.
Kontakter
Michael Werner
Kastrup Vinduet✉ mw@ka*************** Vis...
☎ 97 42****** Vis...
http://www.kastrupvinduet.dk
Emner
Erhverv