PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/slutspurt-sat-ind-i-jagten-p%C3%A5-k%C3%A5ring-af-danmarks-mest-aktive-skoleklasse-13661

Slutspurt sat ind i jagten på kåring af Danmarks mest aktive skoleklasse

Pressemeddelelse maj 29, 2012 Børn og Unge

70.000 skoleelever fra 0. – 7. klasse har i løbet af de seneste uger danset som aldrig før. De samler skridt til fordel for såvel sundheden som Julemærkehjemmene, og den 1. juni afgøres det, hvem der skal kåres som Danmarks mest aktive skoleklasse. Skoler fra Gistrup, Haderslev, Viby J, Tim og Harte har med millioner af aflagte skridt placeret sig på top fem foran 2.795 andre klasser.

Vild med dans! Der danses som aldrig før i skoleklasserne rundt omkring i landet i disse uger. 2.800 0. – 7. – klasser er tilmeldt Mejeriforeningen og Mejeriernes Skolemælksordnings landsdækkende konkurrence, ’Gomuuhh’, der går ud på at samle så mange skridt som muligt ved at kridte danseskoene og bevæge sig mere i hverdagen. Skridtene registreres ved hjælp af skridttællere, som hver klasse har modtaget til lejligheden. En uge før konkurrencens afslutning ligger samtlige af landets top fem-topplaceringer for første gang alle i Jylland.

Vinderne af Vild med Dans, Sophie Fjellvang-Sølling og Silas Holst er ambassadører i konkurrencen og har udviklet danse af forskellig sværhedsgrad. Dansene ligger på konkurrencesitet www.gomuuhh.dk sammen med udførlige trin-for-trin-anvisninger, og den 1. juni opgøres resultaterne af elevernes anstrengelser, som løbende registreres på det såkaldte skridtometer på hjemmesiden.

Slutspurt sat ind

De aktive elever er spredt over hele landet, de aflagte skridt ligger tæt, og det er endnu alt for tidligt at sige noget om, hvilken klasse, der vinder titlen som ’Danmarks mest aktive skoleklasse’.

I sidste uge var det Haderslev Realskole, Gistrup Skole, Deutsche Schule Hadersleben, Nordskolen på Langeland og Rygaards Skole i Hellerup nord for København, der lå på top femlisten over aflagte skridt med Haderslev Realskole som absolut topscorer.

Her en uge før finaleopgørelsen er der nye skoler på top fem-listen. Eneste gengangere i forhold til den forgangne uge er Haderslev Realskole, der nu er overhalet af Gistrup Skole ved Aalborg. Nye på listen er Interskolen i Viby J, Tim skole nær Ringkøbing samt Harte Skole ved Kolding.

Top fem blandt de 2.800 tilmeldte skoleklasser opgjort pr. fredag den 25. maj kl. 16.00:

1) 4.b Gistrup Skole - 6.609.501 skridt

2) 6.b Haderslev Realskole - 5.666.980 skridt

3) 1B Interskolen - 5.096.719 skridt

4) 2. Tim Skole - 4.916.365 skridt

5) 4B Harte - 4.630.665 skridt

Meget kan imidlertid nå at ændre sig inden den 1. juni kl. 16, når finaleugen er slut, og det kan således sagtens tænkes, at den endelige vinder slet ikke er med på denne uges top fem.

Oplevelsestur med godt formål

Den klasse, der aflægger flest skridt, kåres som Danmarks mest aktive skoleklasse og vinder en oplevelsestur til København den 11. juni, hvor den officielle kåring finder sted. Her får eleverne blandt andet lejlighed til at danse sammen med deres danseidoler Silas og Sophie, og det antal skridt, klasserne tilsammen har aflagt, konverteres til kontanter, som i forbindelse med kåringsceremonien overbringes til Julemærkehjemmene.

Dansene og de øvrige ideer til sjov bevægelse i hverdagen er tilgængelige for alle på hjemmesiden www.gomuuhh.dk  .

FAKTABOKS

Silas og Sophie – vindere af Vild med Dans 2011

Sophie Fjellvang-Sølling er Danmarks bedste skicrosser, har deltaget i vinter OL, dyrker kitesurfing, undervandsjagt og cykler på mountainbike.

Silas Holst har været danmarksmester i dans, er uddannet danselærer og spiller med i musicalen Grease.

Julemærkehjemmene

Julemærkehjemmenes hjælpearbejde har altid afspejlet behovet i samfundet. I dag er hovedparten af de børn, der kommer på Julemærkehjem overvægtige. Men overvægt står ikke alene. Langt de fleste børn bliver mobbet og holdt udenfor fællesskabet, og mange har aldrig haft en ven. På Julemærkehjemmene møder man børn, der ikke tror på sig selv, og som lever en isoleret og ulykkelig tilværelse.

Hvert år hjælper de fire Julemærkehjem ca. 700 børn i alderen 6 til 14 år til et bedre liv.

Om Skolemælk

Mejeriernes Skolemælksordning administreres af Mejeriforeningen, som er brancheorganisation for de danske mejerier. Af landets skoler deltager 1440 eller 70% i ordningen, der blev startet som pilotprojekt i 1991.

Formålet var og er fortsat at give børn sunde drikkevaner og skabe en skolemælksordning, der gør det let for skolerne at få mælk i skolen.

Skolemælk ønsker med kampagnen “Go Muuhh og saml skridt for en god sag” at aktivere børn på en sjov måde og samtidig gøre noget godt for en god sag - Julemærkehjemmenes vigtige arbejde.

Emner


Børn og Unge