PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/skr%C3%A6ddersyet-musik-i-%C3%B8rene-p%C3%A5-ecco-kunder-7386

Skræddersyet musik i ørene på ECCO-kunder

Pressemeddelelse juli 7, 2009 Erhverv

Nye toner i ECCO-butikker world wide. International satsning skal gøre det til en sanselig oplevelse at handle ECCO. Et nyt musikkoncept skal øge oplevelsen i ECCOs 900 butikker verden over. Produktet er skræddersyet. Og leverandøren er den største internationale udbyder af sansemarketing

ECCO Flagship Store i Köln, Tyskland

Musik har betydning for menneskers velbefindende. Stor betydning. Det ved folkene bag den internationale udbyder af sansemarketing, Mood Media. I samarbejde med ECCO har de skabt det, der skal blive en stor kundesucces i ECCOs 900 butikker.

"Vi har udviklet et musikprogram, der er specielt dedikeret til ECCO. Vores dj har sat sig ned og forstået, hvordan ECCO ønsker at positionere sig i forhold til deres kunder. Musikken repræsenterer den oplevelse, ECCO ønsker at give deres kunder. Det er det, der har gjort, at Mood Media er blevet valgt som leverandør," siger direktør Poul Damholt, Mood Media.

Hos Mood Media er man ikke i tvivl. Via musik kan man påvirke folks adfærd i positiv retning:

"Man kommer i bedre humør, man har mere lyst til at røre ved tingene, og man har mere lyst til at komme igen. Hvis vi ser på fremtidens forbrugere, vil de have musik i ørene fra morgenstunden, og til de går i seng," forklarer direktøren.

I mere end 50 år har Mood Medias lyddesignere og dj's skabt musikidentitet til nogle af verdens største brands, fx frisørkæden TONI&GUY. Mood Medias force er, at de kender målgrupperne. De ved, hvilken slags musik de foretrækker, og komponerer målrettet musikken efter det.

"ECCO har valgt os, fordi vi har det rigtige produkt og opererer på samme markeder. Vi er enormt glade for at blive valgt af et i forvejen så stærkt brand. Og vi er stolte af, at vi kan vokse sammen med ECCO og de mange nye butikker, som de åbner i de kommende år," siger Poul Damholt.

Fremtiden står i konsulentens tegn

Mood Media er kendt for sensorial marketing, eller sansemarkedsføring. Det er markedsføring, som involverer kunder, skaber stimulerende, positive følelser samt opbygger en stærk og langvarende association til en virksomheds kommercielle identitet. I dag arbejder Mood Media inden for de tre områder: lyd, billede og dufte. Det er imidlertid musikken, der har gjort dem verdenskendte.

"I fremtiden vil vi koncentrere os meget mere om den konsulentmæssige del, hvor vi dykker ned og finder ud af, hvor det er, vi kan gøre en forskel. Det er også noget, man fra ECCOs side har været glade for, at vi har brugt ressourcer på. At skabe den rette oplevelse er en vedvarende proces, der hele tiden skal forfines og arbejdes med," slutter Poul Damholt.

Kontakter


Emner


Erhverv