PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/skolem%C3%A6lken-er-blevet-mindre-fed-1179

Skolemælken er blevet mindre fed

Pressemeddelelse marts 18, 2005 Børn og Unge

Skolebørn drikker mælk med mindre fedt end tidligere, og flere vælger den økologiske skolemælk. Samtidig stiger forbruget af skolemælk. Det viser en opgørelse fra Fødevareministeriet.

Den øgede andel af fedtfattig mælk er en positiv udvikling i en tid, hvor fedme blandt børn er et stigende problem. Netop dette problem er også baggrunden for, at fødevareminister Hans Chr. Schmidt sidste år tog emnet op med sine kolleger i EU's Ministerråd. EU-støtten til skolemælk favoriserer nemlig den fede mælk.

"Så længe EU bruger penge på landbrugsstøtte til produktion af mælk, skal vi bruge pengene på den bedst mulige måde. Derfor vil jeg fortsat arbejde på, at støtten til skolemælk harmonerer med de almindelige kostråd," siger fødevareministeren.

Men allerede nu er udviklingen altså på vej i en positiv retning. Sødmælks- og letmælksprodukterne er tilsammen faldet med cirka 22 procent, mens skolebørnene nu drikker dobbelt så meget af det fedtfattige skummet- og minimælk som for to år siden.

"Jeg er glad for, at det går i den rigtige retning med skolebørnenes mælkevaner hvad angår fedtprocenten. Til gengæld er det bekymrende, at der også sælges mere kakaomælk og milkshake. Det er ikke nogen god idé, hvis børnene erstatter fedt med sukker. Her har forældrene et stort ansvar - og jeg vil opfordre til, at man tager emnet op i skolebestyrelserne. Hvorfor tilbyde mange skoler disse produkter, når vi ved, at flere og flere børn bliver for tykke?" siger fødevareminister Hans Chr. Schmidt.

Kontakter


Emner


Børn og Unge