PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/sikkerhedspris-til-tre-frontl%C3%B8bere-931

Sikkerhedspris til tre frontløbere

Pressemeddelelse december 14, 2004 Natur

Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen overrakte i går Arbejdsmiljørådets Sikkerhedspris til tre danske virksomheder, der har gjort en særlig indsats for at forebygge arbejdsulykker.



- At få skabt et højt sikkerhedsniveau er ikke let. Det kræver lederskab med mål, handlinger, opfølgning og konsekvens. Og så kræver det omtanke. Der er mange eksempler på, at det er her, det hele begynder, sagde beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen, da han i går overrakte Arbejdsmiljørådets Sikkerhedspris til SCA Packaging Djursland, JF Stål og BST job+miljø for deres indsats for at nedbringe antallet af arbejdsulykker.

I alt ni virksomheder var nominerede i tre kategorier, da Arbejdsmiljørådets Sikkerhedspris i går blev uddelt for første gang.

1. SCA Packaging Djursland fik Sikkerhedsprisen i kategorien Virksomhedens egen indsats for at opnå et højt sikkerhedsniveau for den høje grad af medarbejderinvolvering, som det er lykkedes at skabe med de deraf affødte mange forskellige og spændende medarbejderinitiativer.

2. JF Stål fik Sikkerhedsprisen i kategorien Virksomheder med få ansatte eller mange små arbejdssteder, der har gennemført en særlig indsats og opnået et godt sikkerhedsniveau med den begrundelse, at det var lykkedes for den lille virksomhed med mange daglige nye udfordringer at fastholde det forbedrede niveau med en høj grad af konsekvent ledelse og fortsat involvering af medarbejderne.

3. BST job+miljø fik Sikkerhedsprisen i kategorien Virksomheder, der har ydet god rådgivning i sikkerhed og med et godt resultat for udviklingen og gennemførelsen af en ny og enkel form for systematisk indsats i små virksomheder, med få ressourcer og med en kort tidshorisont.

Gode eksempler, ekspertise og erfaring
- En prisuddeling er en lejlighed til at sætte fokus på et tema, som man gerne vil have sat på dagsordenen. Fordi en pris motiverer og tilskynder til en bestemt adfærd. Og fordi man får lejlighed til at vise de gode eksempler. En prisuddeling er kort sagt en eksponering af gode eksempler, ekspertise og erfaring, sagde ministeren.

- Sikkerhedsarbejde og arbejdsmiljø er vigtigt. Det ved I, der sidder her i dag. I er eksperterne, I er frontløberne, I er dem, der gør noget ved arbejdsmiljøet i hverdagen. Men vi skal have endnu flere med. Vi skal have flere gode eksempler. Dét budskab skal I være med til at sprede, fordi I er de gode eksempler, opfordrede ministeren til de 263 deltagere i Arbejdsmiljørådets Sikkerhedsdag, der var ramme for prisuddelingen.

- Sikkerhedsprisen er det synlige bevis på, at det betaler sig at gøre en indsats. At arbejdet belønnes. Men prisen er andet end et smukt maleri på væggen og en buket blomster. Det er et signal. Og vi markerer i dag, hvem der går forrest. Rigtig mange af jer, der er her i dag, fortjener en buket blomster. I har i hverdagen vist, at I også mener, at sikkerhed og et godt arbejdsmiljø er vigtigt - ja, helt nødvendigt. Det er nødvendigt for den enkelte, det er nødvendigt for virksomheden, og det er nødvendigt for samfundet, sagde Claus Hjort Frederiksen.

De ni nominerede virksomheder
Kategori 1: Virksomheder med særlig indsats og et opnået højt sikkerhedsniveau
Nominerede virksomheder: Danfoss, Kolding DR i DR Byen SCA Packaging Djursland

Kategori 2: Virksomheder med få ansatte eller mange små arbejdssteder, der har gennemført en særlig indsats og opnået et godt sikkerhedsniveau
Nominerede virksomheder: JF Stål IDA Service Parkering, København

Kategori 3: Virksomheder der har ydet god rådgivning i sikkerhed og med et godt resultat
Nominerede virksomheder: KPMG BST job+miljø Århus kommunes BST.


Kontaktperson

Kirsten Jørgensen, Arbejdstilsynet
Tlf.  39152660

Kontakter


Emner


Natur