PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/sange-fra-dansk-filmskat-p%C3%A5-dvd-2428

Sange fra dansk filmskat på dvd

Pressemeddelelse marts 13, 2006 Kultur

Nu er der mulighed for at genopleve musikken fra de største klassikere i dansk film. Tre nye dvd’er præsenterer en helt unik samling af originale filmklip fra bl.a. Far til Fire og Morten Korch-filmene med sange af Danmarks mest folkekære skuespillere

De danske film fra 1950erne og 1960erne har en helt særlig status for mange danskere. Det gælder ikke kun for dem, der så med, da filmene blev vist første gang også de senere generationer har taget filmene til sig som et stykke Danmarkshistorie. Deres succes skyldes ikke mindst de mange glade sange, som blandt andre Dirch Passer, Poul Reichhardt og Far til Fire-familien har gjort til danske klassikere. Derfor er sangene nu udgivet på dvd under navnet ”Sange fra hjertet”.
  - Mange af sangene fra danske film har efterhånden fået deres eget liv uden for filmene og er blevet spillet i radioen igen og igen. Derfor tror jeg, at mange vil synes, det er sjovt at gense de originale filmklip og se, hvor sangene stammer fra, fortæller Per Tropp fra Scanbox, der står bag udgivelsen af dvderne.  
Det er i alt blevet til tre dvder fra henholdsvis Far til Fire, Morten Korch-filmene og en udvalgt samling af Poul Reichhardts og Dirch Passers film. Udover filmklippene indeholder alle tre dvder også ekstramateriale, som giver indblik i filmenes historie. Der er bl.a. biografier om skuespillerne, de gamle biograftrailere og originale filmplakater, som ikke tidligere har været udgivet på dvd. Samtidig er der mulighed for at afspille dvden som en almindelig musikplade.

Familie i højt humør
På Far til Fire-dvden stammer de fleste sange fra filmfamiliens storhedstid fra 1953-61, hvor der stort set kom en ny film i biograferne hvert år. Lille Per, alias Ole Neumann, sang sig i disse år ind i alles hjerter med bl.a. ”Hej for dig og hej for mig” og drømmen om at være ”Til julebal i Nisseland”. Sammen med resten af familien præsenterer han også klassikeren ”Det er sommer, det er sol og det er søndag” og ”Flyv til ferieland” fra turen til Bornholm.
  - Filmklippene giver et godt gensyn med hele familien og deres mange oplevelser fra de forskellige film. Mange vil nyde at blive smittet af sangenes gode humør, forudser Per Tropp.

Landlig idyl
I en lidt anden boldgade er den Morten Korchske landidyl, som var med til at gøre Poul Reichhardt til en af de mest elskede danske skuespillere. På ”Sange fra hjertet” er der klip helt tilbage fra 1950erne, hvor en ung Poul Reichhardt synger ”Er du dus med himlens fugle?” og gjorde hesten ”Ibrahim” kendt. Fra ”Det gamle guld” og ”Det store løb” har han også et par duetter med Peter Malberg.
”Sange fra hjertet” byder også på mange gode gensyn med Dirch Passer i nogle af hans absolutte glansnumre. Det gælder blandt andet som overtjener Leopold i ”Sommer i Tyrol”, hvor han synger ”Ja, ja, ja nu kommer jeg” og ”Det er det skønneste jeg ved”.
  - Dirch Passer har en helt særlig plads i dansk filmhistorie, og vi håber, at denne dvd vil være med til at minde danskerne om hans sang- og skuespiltalent, fortæller Per Tropp.
De tre dvder kan købes i detailhandlen over hele landet fra tirsdag d. 21. marts.

------
”Sange fra hjertet” distribueres af Scanbox Entertainment. De tre dvder med hhv. sange fra Far til Fire, Morten Korch og Dirch Passer & Poul Reichhardt varer alle ca. 1 time. Alle dvder udkommer d. 21. marts 2006 og forhandles via detailhandlen over hele landet. Vejledende stykpris er 99,95 kr.
Pressemeddelelse og billede kan fremsendes elektronisk ved henvendelse til:
Aros Kommunikation A/S på tlf. 86 76 16 00 eller [email protected]

Kontakter


Emner


Kultur