PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/s%C3%B8nders%C3%B8-fik-grisen-p%C3%A5-gaflen-3341

Søndersø fik ”grisen” på gaflen

Pressemeddelelse november 2, 2006 Erhverv

- og Workbusters indleder slutspurten hen mod projektets afslutning den 15. december

Sonderso4
Det blev Søndersø Entreprenør- og Vognmandsforretning, der løb med præmien, da Workbusters udlovede en præmie blandt alle virksomheder, der ansatte Workbusters-medarbejdere i august måned.

Det var Kim og Vagn, som er jobbank-bestyrerne hos Workbusters og derfor finder de rigtige Workbuster medarbejdere til virksomhederne, der efter sommerferien ville give deres Workbuster kampagne ny opmærksomhed:
”Vi har haft et fantastisk godt forår, hvor vi fik 550 medarbejdere i nyt job” siger Kim Laursen. ”Men vi syntes, at der var behov for, at vi viste ”flaget” efter sommerferien. Derfor fandt vi på konkurrencen. Dels for at fejre den gode udvikling, dels for at gøre opmærksom på at, Workbusters stadig var i gang”, fortsætter han.

”Grisefest” gik til Søndersø Entreprenør- & Vognmandsforretning
Præmien, som i anledning af de tidligere slagteriarbejdere blev kaldt en ”Grisefest”, er en firmafest til 25 medarbejdere og består af helstegt pattegris med det hele, drikkevarer, en Workbuster bartender og en DJ sponsoreret af Radio3.
”Så det skal nok blive festligt!”, konstaterer lederen af entreprenørafdelingen hos Søndersø Entreprenør- & Vognmandsforretning, Jørgen Simonsen. Han fortsætter: ”Vi har drøntravlt ligesom så mange andre i byggebranchen. I entreprenørafdelingen er det byggemodninger i de mange nye udstykninger, der har fyldt dagene mere end rigeligt op.
Derfor havde vi efter sommerferien behov for nye medarbejdere, der kunne tage fat på de mange nye projekter”.

Workbuster medarbejderne har gjort det godt!
”En af vores medarbejdere havde jo set Workbuster kampagnebilen holde udenfor tilbage i marts måned - og da Fyns Amt, som vi bl.a. arbejder sammen med, nævnte Workbusters på et møde prøvede vi at ringe til dem”, siger Jørgen Simonsen. Her kunne Kim straks hjælpe med kvalificeret arbejdskraft. ”Ja, de startede med 2 mand, og nu har de altså ansat 6 Workbusters inden for 2 måneder”, siger Kim Laursen.
”Og Workbuster medarbejderne har gjort en god entré”, siger Jørgen Simonsen: ”De fandt hurtigt jargonen, og det er rigtigt, hvad Kim havde nævnt; de er virkelig stabile og en hulens go arbejdskraft - snilde og kreative over for de mange nye opgaver og udfordringer, der skal løses hver dag”, siger han.

Workbuster projektet varer til 15. december
”Synliggørelsen af de tidligere slagteriarbejdere med Workbusters-projektet er lykkedes rigtig godt”, siger Kim Laursen og fortsætter: ”Set i lyset af, at vi startede med 820 medarbejdere den 17. februar, er det en succes, at vi nu ”kun” har  44 medarbejdere tilbage. Dertil har vi dog lige fået 50 rigtig gode medarbejdere fra Danish Crowns Faaborg-afdeling, som nu bliver tilgængelige via Workbusters”. Så der er stadig gode muligheder for, at virksomhederne derude kan få en effektiv Workbuster medarbejder. ”De kan bare ringe - vi er på pinden indtil 15. december”, smiler Kim Laursen, der sammen med Vagn Christensen altså allerede har ”parret” 770 tidligere slagteriarbejdere med nye fynske virksomheder.


Billedtekst:
Jobbank-bestyrer Kim Laursen fra Workbusters var selv taget til Søndersø Entreprenør- & Vognmandsforretning for at overrække gavekortet på ”Grisefesten” til lederen af entreprenørafdelingen, Jørgen Simonsen.



Yderligere informationer kan fås hos:

Workbusters, tlf. 35811-911
Jobbankbestyrere, Kim Laursen og Vagn Christensen
[email protected]

Kommunikationsdirektør hos Danish Crown,
Anne Villemoes, tlf. 89 19 14 66
[email protected]

Kontakter


Emner


Erhverv