PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/s%C3%A5dan-ligger-landet-ny-bog-om-landomr%C3%A5der-1541

Sådan ligger landet - ny bog om landområder

Pressemeddelelse juli 28, 2005 Kultur

Fredag den 2. september udkommer bogen "Sådan ligger landet" - for dig som bor på landet - overvejer at flytte på landet - kender nogen på landet - eller blot interesserer dig for livet på landet

Sådan ligger landet

I foråret 2004 fik Mogens Greve positivt svar på en ansøgning om tilskud fra Indenrigs- og Sundhedsministeriets informationspulje. Puljens formål er at støtte informationsprojekter om udfordringer og muligheder i landdistrikter - http://www.im.dk/publikationer/informationsprojekter/index.htm
Resultatet er blevet en bog - ”Sådan ligger landet” - som udkommer fredag den 2. september. Mogens Greve udgiver bogen på sit eget forlag - forlaget udsigt.
En humoristisk undertone og masser af fotos følger med dig rundt i de landlige omgivelser.

Et af bogens temaer handler om landdistriktsrådet i Rosenholm kommune. Mogens Greve har deltaget i rådets møder og beskriver rådets opstart og 1. leveår i ”komprimeret” form.
Det er ikke uden komplikationer, at man samler en række forskellige personer i et landområde for at få dem til at arbejde om fælles mål.
Erfaringerne fra denne proces er yderst interessant læsning for såvel de lokale borgere og politikere i den nye Syddjurs kommune, som for alle andre lokalpolitikere og lokalområder i landet. Den nye kommunestruktur betyder nye udfordringer for lokalområderne og stiller nye krav til politikerne.
At skabe en konstruktiv dialog gøres ikke ved ”bare lige at knipse med fingrene”. Det kræver både tid og fleksibilitet. Og så er man alligevel ikke sikre på resultatet.

Men landdistriktsrådet er kun en del af indholdet. Bogen kommer meget længere omkring livet på landet. Information og kommunikation er vigtige nøgleord. Mange foreninger og frivillige kunne blive meget bedre hjulpet, hvis de prioriterede informationen - og fik kvalificeret hjælp til at løfte informations- og kommunikationsopgaver. Men er kommunerne parate til at hjælpe? Er de kvalificerede til at hjælpe?
Bogen giver ikke den endegyldige løsning, men den belyser nogle problemer - og kommer med en række nye ideer og forslag.
Der lægges vægt på, at kommunen ikke er en gruppe mennesker, der arbejder i egen interesse. Kommunen, det er os selv. Vi vælger selv de politikere, som vi mener varetager vores interesser bedst muligt.
Det er i kraft af vores eget engagement at vi præger udviklingen i den retning, som vi ønsker.

Det er således oplagt at tage udgangspunkt i en række af bogens emner, når krydset skal sættes ved kommunalvalget den 15. november. Med baggrund i disse emner kan du stille de politiske kandidater nogle meget konkrete spørgsmål.
Og forhåbentlig få nogle fyldestgørende svar på, hvordan de kommende lokalpolitikere vil arbejde for en positiv udvikling i landområderne.

Bogen giver også nogle bud på, hvordan man forholdvis enkelt kan hjælpe det frivillige arbejde i lokalområderne og gøre det både nemmere og sjovere at være frivillig. De ”tunge og trælse” opgaver flyttes, så der bliver mere tid til det, som det egentlig hander om for den enkelte frivillige.

Der er også et ”lille hip” til menighedsrådene. Der stilles spørgsmål ved, om menighedsrådene gør nok for at være synlige i lokalområderne. Gemmer de sig mon under præstens kjole - mange kender jo kun præsten.
Større aktiv deltagelse i lokalsamfundet kunne måske gavne både lokalsamfundet - og kirken.

Sådan ligger landet handler også om udsigten for de ældres muligheder i landområderne, om kost og trivsel, om vigtigheden af af samarbejde, om Arnes værksted og hvorfor han ikke ansatte en af områdets unge på trods af stor travlhed, om de unges muligheder i landområdet, om at børnehaverne sparer på både plads og udstyr, mens børnenes egne værelser bliver stadig større og fyldes med endnu mere legetøj - o.s.v. - o.s.v.

Bogudgivelsen markeres fredag den 2. september i samarbejde med Børnehuset Ådalen i Skørring. Børnehuset fejrer 25 års jubilæum, og for at fejre de to lokale begivenheder inviteres der på lidt godt til maven og til halsen kl. 13-16 ved Børnehuset på Kløvevej 1, Skørring, 8544 Mørke.

Du kan læse mere på www.saadanliggerlandet.dk, hvor jeg blandt andet har lavet et menupunkt for pressen.

Venlig hilsen

Mogens Greve

Kontakter


Emner


Kultur