PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/rystende-udgifter-til-hjertekarsygdom-4946

Rystende udgifter til hjertekarsygdom

Pressemeddelelse februar 20, 2008 Helse

Hjertekarsygdomme koster hvert år det danske samfund over 12 milliarder kroner til behandling af sygdommene og i form af tabt produktion

Nye tal fra det europæiske netværk af hjerteforeninger viser, at udgiften til hjertekarsygdom i Danmark er langt større end hidtil beregnet. Det årlige produktionstab på grund af hjertekarsygdom i Danmark beløber sig til 6 milliarder kroner. Det er næsten lige så meget som udgifterne til behandling af hjertekarsygdom, der ligger på ca. 6,5 milliarder kroner. Alt i alt taber det danske samfund 12,5 milliarder kroner på sygdommene, som i en stor del af tilfældene nemt kunne forebygges.


- De nye tal er rystende og understreger den samfundsmæssige betydning af at sætte ind med effektiv forebyggelse af hjertekarsygdom, siger Hjerteforeningens direktør Susanne Volqvartz, som også påpeger, at forebyggelse samtidig kan forhindre stor menneskelig lidelse.


Hjerteforeningens formand, klinikchef, dr.med. Henrik Sillesen, peger på, at de høje danske samfundsudgifter til hjertekarsygdom kan nedbringes ved at forkorte ventelister på forundersøgelse og behandling og ved at sikre effektiv rehabilitering efter indlæggelse på sygehus.


- Mange hjertepatienter er sygemeldt i månedsvis, mens de venter på at få en klar diagnose. Bagefter kan de så vente igen på at blive behandlet. Der er mange penge at spare på tabt produktion ved at få patienterne hurtigere igennem sygehussystemet, siger han.


Henrik Sillesen argumenterer også for, at man tager de mange internationale og danske undersøgelser, der påviser effekten af rehabilitering, alvorligt.


- Rehabilitering efter udskrivelse fra sygehus nedbringer antallet af genindlæggelser markant. Det er påvist gang på gang, og effektiv rehabilitering kan derfor både spare behandlingskroner og mindske produktionstabet, påpeger Henrik Sillesen.   


Hjerteforeningen har reageret på de nye tal fra "European cardiovascular disease statistics 2008" fra European Heart Network med et forslag om samarbejde til Beskæftigelsesministeriet. Her foreslår Hjerteforeningen, at sundheden bliver et tema på landets arbejdspladser. Ved at styrke hjertesundheden på danske arbejdspladser kan man samtidig nedbringe sygefraværet.


Hjerteforeningen samarbejder i dag med kommuner, regioner og cirka 100 private virksomheder. Hjerteforeningens sygeplejersker og diætister hjælper medarbejderne til en sundere livsstil. Og nu giver Hjerteforeningen Beskæftigelsesministeriet et konkret tilbud om at samarbejde om en model, der kan forebygge sygefravær på grund af hjertekarsygdom via en indsats på virksomhederne.  


Mere end 25.000 danskere indlægges hvert år med hjertekarsygdom. Hvert år dør 18.000 danskere af hjertekarsygdom. Det svarer til hvert tredje danske dødsfald.


Sundhedsminister Jakob Axel Nielsen (K) skal i eftermiddag redegøre for medlemmer af Folketingets Sundhedsudvalg om regeringens planer for ventelister for hjertekarpatienter.


For yderligere information, kontakt Hjerteforeningens formand, klinikchef, dr.med. Henrik Sillesen, tlf.: 35 45 21 05.

Læs European cardiovascular disease statistics 2008 på European Heart Networks hjemmeside www.ehnheart.org

Kontakter


Emner


Helse