PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/rystende-ringe-sikkerhed-p%C3%A5-byggepladserne-3155

Rystende ringe sikkerhed på byggepladserne

Pressemeddelelse september 14, 2006 Erhverv

216 alvorlige overtrædelser af arbejdsmiljølovgivningen. Det var, hvad Arbejdstilsynet i går konstaterede ved den anden landsdækkende aktion i år på byggepladserne.

Helt elementære fejl og mange grove overtrædelser var, hvad der mødte Arbejdstilsynets tilsynsførende på landets byggepladser i går.

- Det er uhyggeligt så svært, det åbenbart er for mange bygge- og anlægsvirksomheder at overholde helt almindelige og velkendte sikkerhedsprocedurer, siger kontorchef Peter Herskind, Arbejdstilsynet. Selv om vi heldigvis møder mange gode byggepladser, er der tilsyneladende mange arbejdsgivere, der tror, at arbejdsmiljøloven kun gælder for de andre. Det er et stort problem for de pågældende virksomheder. Det er et stort problem for branchen og det er et problem, som Arbejdstilsynet ikke slipper af syne.

Under aktionen besøgte Arbejdstilsynet 303 byggepladser i alle dele af landet. På mange af byggepladserne var der et eller flere alvorlige brud på sikkerheden. I alt fandt Arbejdstilsynet 216 arbejdsmiljøovertrædelser, der var så alvorlige, at Arbejdstilsynet måtte skride ind og stoppe arbejdet med et strakspåbud eller et forbud. I adskillige af disse sager overvejer Arbejdstilsynet nu at bede politiet om at gå ind i sagen og vurdere, om der skal rejses retslig tiltale. Det kan føre til bøder på 25.000 kr. eller mere. Ud over de 216 alvorlige sager måtte Arbejdstilsynet i 67 tilfælde reagere over for mindre alvorlige problemer.

- Det er simpelthen rystende ringe, siger direktør Jens Jensen, Arbejdstilsynet. Vi så det ved aktionen i juni, og nu tegner billedet om muligt endnu mere dystert. Jeg kan forsikre, at det bliver både drøjt og dyrt for de uansvarlige virksomheder, når Arbejdstilsynet i de kommende år gennemgår arbejdsmiljøet hos alle bygge- og anlægsvirksomheder. Vi vil ikke acceptere, at arbejdsgivere eller medarbejdere går på kompromis med sikkerheden.

Samtidig advarer Jens Jensen byggebranchen om, at nye aktioner på byggepladserne allerede er planlagt.

Samarbejde om bedre sikkerhed
Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen har med baggrund i ulykkestallene bedt Arbejdstilsynet om i samarbejde med byggebranchens parter at igangsætte nye aktiviteter. Det er resulteret i en handleplan, der skal være med til at forbedre arbejdsmiljøet på byggepladserne.

Ét af mange elementer i handleplanen er aktionerne på byggepladserne, som Arbejdstilsynet gennemfører i 2006.

I 2005 skete der 20 dødsulykker på byggepladserne en fordobling i forhold til de foregående år. I 2005 skete der desuden 296 alvorlige ulykker på byggepladserne.

Kontaktpersoner:
Kontorchef Peter Herskind, tlf. 72 20 87 31 (eller 72 20 87 30)
Pressekoordinator Jakob Hjuler Tamsmark, tlf. 72 20 85 61

Kontakter


Emner


Erhverv