Remiseparken vinder Dansk Landskabspris 2021
Pressemeddelelse november 18, 2021 Dansk Landskabspris BOGL Remiseparken LandskabsarkitekturRemiseparken af BOGL vinder jubilæumsudgaven af Dansk Landskabspris. Prisen er på 50.000 kroner og uddeles af Park- og Naturforvalterne, Danske arkitektvirksomheder og Danske Landskabsarkitekter.
BOGL vinder jubilæumsudgaven af Dansk Landskabspris for Remiseparken. Fornyelsen af Remiseparken er en del af en større områdetransformation af Urbanplanen på Amager, og projektet er udviklet i samarbejde med Rambøll og SNE Architects med Københavns Kommune som bygherre. Vinderprojektet viser, hvordan grønne byrum med ét samlet greb kan klimasikre byer, øge biodiversiteten og sikre social bæredygtighed.
Dansk Landskabspris 2021 blev uddelt d. 18. november af Lene Espersen, Direktør i Danske Arkitektvirksomheder, til et pris- og debatarrangement i Valencia-bygningen i København, hvor Remiseparken og de to øvrige finalister, Gellerup Ny Naturpark af SLA og EFFEKT, samt Forpladsen til K. B. Hallen af Marianne Levinsen Landskab, blev præsenteret.
Transformation og social bæredygtighed præger årets indstillinger
I år er det 10. gang, at Park- og Naturforvalterne, Danske Arkitektvirksomheder og Danske Landskabsarkitekter uddeler Dansk Landskabspris. Steen Himmer, landskabsarkitekt MPN i Gladsaxe Kommune og repræsentant for Park- og Naturforvalterne, er talsperson for dommerkomitéen, der bemærker to overordnede temaer på tværs af årets indstillinger.
”I dommerkomitéen har vi bemærket et gennemgående fokus på transformation og social bæredygtighed. Fra vidt forskellige vinkler og udgangspunkter viser de indstillede projekter, hvordan landskabsarkitekturen i særlig grad evner at styrke og forny hele byområder. Derudover understreger indstillingerne, at landskabsarkitekturen spiller en afgørende rolle i den grønne omstilling og den cirkulære økonomi ved at bevare, genbruge, påskønne og gendigte bymiljøer, bebyggelser, bygninger og anlæg. I kraft af de mange stærke indstillinger har det været en svær opgave at udvælge finalisterne og vinderprojektet. Ikke desto mindre er det en enig dommerkomité, der udpeger Remiseparken som vinder af Dansk Landskabspris 2021,” udtaler Steen Himmer.
Dommerkomitéens motivation for Remiseparken som vinder
Remiseparken er en offentligt tilgængelig park i form af et kombineret kultur-, bevægelses- og naturlandskab. I dommerkomitéens motivation for Remiseparken som vinder af Dansk Landskabspris 2021 hedder det blandt andet: ”Remiseparken har i særlig grad imponeret dommerkomitéen. Vi er begejstrede for detaljeringsgraden og den troværdige, overbevisende æstetiske udformning, designet og udførelsen på stedet. Remiseparken opleves som et rummeligt sted med mange raffinerede detaljer. Aktivitetsområder og tekniske funktioner til blandt andet håndtering af regnvand er vævet sammen i et landskabsrum, som på meget lidt plads giver plads til haver, skaterlandskab, boldbaner, rolige opholdsrum, stille refleksion, leg og gåture. Remiseparken tilbyder kvalitetssans, rum, æstetik og oplevelser ud over det sædvanlige og er et udsøgt eksempel på, hvordan mange forskelligartede hensyn, funktionskrav og ønsker forbilledligt kan forenes i et samlet oplevelsesrigt værk.”
Debatarrangement om landskabsarkitekternes rolle
Til prisarrangementet var der også en paneldebat, hvor Sonja Stockmarr, Global Design Director hos Henning Larsen, Martin Hedevang Andersen, Bestyrelsesformand i Danske Landskabsarkitekter og stifter af ORCA, og Anne Pind, Ph.d.-stipendiat på Institut Bygningskunst og Kultur ved Det Kongelige Akademi diskuterede landskabsarkitekturens muligheder for at imødekomme vores længsel mod naturen. Kent Martinussen, CEO Dansk Arkitektur Center og uvildigt medlem af dommerkomitéen, modererede paneldebatten.
FAKTA DANSK LANDSKABSPRIS 2021
Vinder
Remiseparken // Landskabsarkitekt: BOGL / Samarbejdspartnere: Rambøll, SNE Architects / Bygherre: Københavns Kommune / Areal: 35.000 m2 / Periode: 2016 -2020 / Sted: København
Finalister
Gellerup Ny Naturpark // Landskabsarkitekt: SLA + EFFEKT / Underrådgiver: COWI / Konsulenter: Social Action, GAME og Boris Brorman Jensen / Bygherre: Brabrand Boligforening / Areal: 130.000 m2/ Periode: Færdig 2019 / Sted: Aarhus
Forpladsen til K.B. Hallen //Landskabsarkitekt: Marianne Levinsen Landskab / Totalrådgiver: CCO / Hovedentreprenør: Zøllner A/S / Belysning: Jesper Kongshaug / Bygherre: Frederiksberg Kommune / Areal: 3.800 m2 / Periode: 2018 / Sted: Frederiksberg
Dommerkomite for Dansk Landskabspris 2021
- Anne Stausholm, landskabsarkitekt MDL, Anne Stausholm Landskabsarkitekter, repræsentant for Danske Arkitektvirksomheder.
- Eva Sara Rasmussen, landskabsarkitekt MDL, MAA, NATOUR, repræsentant for Danske Landskabsarkitekter.
- Steen Himmer, Landskabsarkitekt MPN, Gladsaxe Kommune, repræsentant for Park- og Naturforvalterne.
- Anne Pind, Ph.d. stipendant, Institut for Bygningskunst og Kultur ved Det Kongelige Akademi, uvildig repræsentant.
- Kent Martinussen, Arkitekt MAA, CEO Dansk Arkitektur Center, uvildig repræsentant
Kort om Dansk Landskabspris
Dansk Landskabspris uddeles af Park- og Naturforvalterne, Danske Arkitektvirksomheder og Danske Landskabsarkitekter, der også er sekretariat for prisen. Formålet er at hædre landskabsarkitektoniske værker af særlig karakter, der tjener som inspiration for udvikling af branchen. I år er det 10. gang, at Dansk Landskabspris bliver uddelt.
Tidligere vindere af Dansk Landskabspris er ’Christiansborg områdesikring’ (2019), ’Forpladsen til Kulturhuset Nordvest’ (2017), ’Novo Nordisk Naturpark’ (2015), ’Tagparadiset’ (2014),’Haveselskabets Have’ (2013), ’Hjerting Strandpark’ (2012), Billedhuggerhaven (2011), ’Måløvaksen’ (2010) og ’Over sø og land Taarup Davinde’ (2009).
BILLEDTEKSTER
Dansk Landskabspris 21 01:BOGL vinder Dansk Landskabspris 2021 for Remiseparken. Fra venstre: Adam Bang, Administrerende direktør og stiftende partner, Marie Furbo, Projektchef og partner, og Jens Linnet, Kreativ direktør og stiftende partner. Fotokreditering: Astrid Maria Busse Rasmussen.
Dansk Landskabspris 21 02:Finalisterne til Dansk Landskabspris 2021: Marie Furbo (BOGL), Adam Bang (BOGL), Marianne Levinsen (Marianne Levinsen Landskab), Mette Skjold (SLA), Jens Linnet (BOGL) og Karsten Thorlund (SLA). Fotokreditering: Astrid Maria Busse Rasmussen.
Dansk Landskabspris 21 03 – 05: Remiseparken af BOGL vinder Dansk Landskabspris 2021. Fotokreditering: COAST
Dansk Landskabspris 21 06 /Dansk Landskabspris blev uddelt ved et prisarrangement i Valenciabygningen i København. Fotokreditering: Astrid Maria Busse Rasmussen.
Kontakter
Lillan Thomsen
Daglig LederDanske Landskabsarkitekter
✉ Lilla******************************** Vis...
☎ 33 32****** Vis...
http://www.landskabsarkitekter.dk
Steen Himmer
LandskabsarkitektGladsaxe Kommune, repræsentant for Park- og Naturforvalterne
✉ STEHI************* Vis...
☎ 60 54****** Vis...
http://www.parkognatur.dk
Emner
Dansk Landskabspris BOGL Remiseparken Landskabsarkitektur