Red Nordic Tankers - stop Steen Bryde
Pressemeddelelse oktober 21, 2008 ErhvervTidligere bestyrelse søger at stoppe finansmanden
Den tidligere bestyrelse i Difko 47, der var initiativtager til børsnoteringen af selskabet som Nordic Tankers, går nu aktiv til kamp mod finansmanden Steen Bryde. Bryde erobrede magten i selskabet på en stormomsust ekstraordinær generalforsamling i april. Nu har han indkaldt til endnu en generalforsamling - efter den gamle bestyrelses opfattelse angiveligt for helt at eliminere enhver modstand mod ham og hans bestyrelse.
Initiativtagerne har dannet en arbejdsgruppe og bl.a. etableret en hjemmeside med det formål at skaffe fuldmagter, så Bryde ikke kan opnå de nødvendige 2/3 flertal han skal have for at kunne ændre vedtægterne på generalforsamlingen den 31. oktober 2008.
"Nordic Tankers har udsendt indkaldelse til generalforsamlingen med tilmeldingsblanketter, der kun direkte åbner mulighed for at afgive fuldmagt til den nuværende bestyrelse for selskabet og dermed Steen Bryde. Dette finder vi er utilstedeligt, og vi har derfor på hjemmesiden vist hvordan, der kan gives fuldmagt til andre", siger initiativtagerne.
Hjemmesiden hedder http://www.nordictanker.dk/
Vedtages Brydes forslag til ændringerne i vedtægterne betyder det bl.a.
- der kan investeres i andet end skibe eksempelvis ejendomme
- aktiekapitalen kan udvides med henblik på at udstede aktier til betaling for andre aktiver
- der kan gives store aktieoptioner til direktionen
- fremover vil al kommunikation med aktionærer være elektronisk
- der indvælges nyt bestyrelsesmedlem som ifølge dagspressen har en dobbeltrolle i forhold til selskabet
"Vi opfordrer så mange som muligt af aktionærerne til at møde op ved generalforsamlingen - kan man ikke det, så giv fuldmagt til os. Kommer Bryde igennem med sine kupplaner, så frygter vi et rent sammenbrud med uoverskuelige tab til følge for aktionærerne, siger initiativtagerne, der bl.a. henviser til, at Nordic Tankers siden Brydes magtovertagelse har tabt 2/3 af sin værdi.
Evt. henvendelse til: Direktør Mogens Buschard tlf. 45 81 05 07.
Emner
Erhverv