Pust i alkometret og kom godt hjem
Pressemeddelelse oktober 7, 2009 SamfundA Night Without Accident (En nat uden uheld). Sådan en nat bliver lørdag den 17. oktober, hvor en kampagne mod unges spritbilisme kommer til din by. Gæster på diskoteker i Frederikshavn, Helsingør, Viborg, Vejle, Roskilde og mange andre steder skal nemlig puste i et alkometer, hvis de vil køre hjem i bil.
Viser alkometret under 0,5 promille, når bilister lørdag d. 17. forlader diskoteket, er der præmier at hente fra GODA – Foreningen Gode Alkoholdninger, som står bag den danske del af den europæiske kampagne "A Night Without Accident". Det er ofte i weekenden på vej hjem fra fest eller en tur i byen, at unge kører galt. Alkohol, høj fart og passagerer i bilen får festen til at ende tragisk for mange unge. Derfor deltager diskoteker landet over i kampagnen mod unges spritkørsel. Kampagnemedarbejdere tager en snak med gæsterne om spritkørsel og opfordrer dem med konkurrencer og alkotests til at lade drinksene stå, hvis de selv skal køre bil.
Europæisk nat
Det er ikke kun i Danmark, at diskotekerne er med til at gøre en indsats for at modvirke spritkørsel. Kampagnen "A Night Without Accident" kører i 21 lande i Europa lørdag den 17. oktober. Ifølge Anett Wiingaard fra GODA er der god grund at være med fra dansk side: ”Ser man på statistikkerne for 2008, blev 439 mennesker i Danmark alvorligt kvæstet og 93 dræbt i spritulykker, de 151 af dem blev kun mellem 18 og 24 år gamle.”. Det er tal, som diskotekerne og GODA håber, kampagnen kan medvirke til at bringe nedad.
Her kan du finde A Night Without Accident:
VEGA:København
Buddy Holly:Frederikshavn, Hobro, Hjørring, Holstebro, Helsingør, Roskilde, Skagen og Sønderborg
Crazy Daisy:Hadsund, Skjern og Viborg
Club Foam:Vejle
Discoteque Tordenskiold:Kolding
Havana:Nyborg
Tørre tal 2008
- Sidste år blev 93 mennesker dræbt i spritulykker. De 25 var mellem 18 og 24 år.
- 439 blev alvorligt kvæstet. 126 af dem var mellem 18 og 24 år.
- I alt skete der 1.012 ulykker med alkohol impliceret, dvs. 3 gange dagligt er alkohol årsag til en ulykke.
- De fleste ulykker skete fredag og lørdag nat – på vej hjem fra en fest.
- Hvert år sigter politiet ca. 15.000 spritbilister, dvs. at vi dagligt kan risikere at støde ind i en af de 42 bilister, der kører rundt med en ulovlig promille. Og det er vel at mærke kun de spritbilister, som politiet fanger. Reelt er tallet formentlig højere.
- Bliver man taget for spritkørsel, får man minimum en bøde på sin nettoløn x sin promille og mister kørekortet.
Kontakter
Emner
Samfund