Problemer med snorken?
Pressemeddelelse marts 14, 2007 HelseHalvdelen af alle mænd over 50 år snorker om natten. Snorken nedsætter søvnkvaliteten for både den, der snorker og den, der ligger ved siden af. Ciconia Aarhus Privathospital kan imidlertid nu tilbyde at afhjælpe problemet ved hjælp af et helt ukompliceret indgreb, som blot tager 15 minutter.
Alle snorker nu og da det er helt normalt. Men en stor gruppe danskere har så store problemer med snorken, at det går ud over livskvaliteten for såvel dem selv som deres partner, som også bliver forstyrret i sin søvn.Det er ikke altid, man selv er klar over, at man snorker og da slet ikke, hvis man sover alene. Men har man for højt blodtryk eller plages man af søvnbesvær og træthed i løbet af dagen, kan der ifølge cheflæge Karsten Petersen fra Ciconia Aarhus være god grund til at få undersøgt, om årsagen er, at man snorker om natten: Er man træt uden grund og har man fx forhøjet blodtryk oveni synes jeg, man bør få undersøgt den bagvedliggende årsag. Alt for mange mennesker tror, at snorken er et nødvendigt onde, som de selv - og deres partner - bare må lære at leve med. Men snorken er under alle omstændigheder generende og kan i værste fald være invaliderende og føre til depression.
Når man snorker, skyldes det ofte forsnævringer af de øvre luftveje eller forstørret eller slap, blød gane, og i dag kan disse gener behandles med rigtig gode resultater ved anvendelse af en ny behandlingsteknik, som privathospitalet netop har indført.
Den nye teknik kaldes Celon-metoden og anvendes af speciallæger på flere hospitaler i Europa. Teknikken er baseret på termoterapi, som målrettet reducerer de forstørrede områder i næsepassage og svælg og samtidig stabiliserer det slappe væv. Det betyder, at snorken behandles direkte, hvor den opstår.
Der er tale om et meget simpelt indgreb, siger Karsten Petersen. Fra start til slut tager operationen normalt ikke mere end 10-15 minutter. Ved operation for mild søvnapnø skal patienten indlægges det første døgn for observation. Patienten er i lokalbedøvelse, evt. generel anæstesi, under indgrebet og kan som regel genoptage normale aktiviteter straks, og efter kun et par uger kan patienten ofte opleve en mærkbar forskel. I visse tilfælde er det nødvendigt at følge op på den første behandling med en enkelt mindre behandling i lokal anæstesi.
Celon-metoden er den mest smertefri behandlingsmetode, der findes, fordi indgrebet finder sted ved hjælp af termoterapi, der betyder, at ganens overflade beskadiges minimalt.
Hjælp at hente for de fleste
Har man problemer med snorken eller søvnapnø, skal man bede sin praktiserende læge om en henvisning til et sygehus. Såfremt ventelistegarantien på det offentlige sygehus ikke kan opfyldes, kan patienten omvisiteres til Ciconia Aarhus privathospital.
Man er naturligvis også velkommen til at henvende sig direkte. Undersøgelse og behandling varetages af uddannede søvneksperter, som gennem mange år har arbejdet med problemstillingen.
Viser undersøgelsen, at man lider af decideret søvnapnø (ophold i vejrtrækning under søvn), vil patienten oftest blive behandlet med et udstyr, som hjælper med at holde svælget åben, så man kan trække vejret frit. Herved forsvinder apnøerne og snorken.
Lider man imidlertid kun af generende snorken eller mild søvnapnø, har man mulighed for at blive behandlet med den nye termoterapi-metode.
Alt for mange tror stadig, at man ikke kan gøre noget ved snorken, men sådan behøver det ikke længere at være, siger Karsten Petersen. Snorker man og er man generet af det, bør man konsultere en søvnspecialist, for der er mulighed for at afhjælpe problemet for langt de fleste.
Faktaboks:
Ciconia Aarhus Privathospital tilbyder under ventelistegaranti-ordningen gratis undersøgelse af søvnapnø og snorken under søvn ved en ambulant natlig snorke/søvnapnø undersøgelse. I forbindelse med snorke-/søvnapnø- undersøgelsen registreres vejrtrækningsfunktionen, mens man sover i sin egen seng via udstyr, som registrerer vejrtrækning, snorkelyde, iltmætning og hjertefunktionen under søvnen.
Når analyseresultaterne foreligger, vil disse blive gennemgået ved en konsultation med en overlæge, som er ekspert på området, og patienten får en skriftlig rapport med diagnose og behandlingsforslag med hjem.
Behandlingen af søvnapnø foretages oftest via et udstyr, som hedder CPAP (continuous positive airway pressure). Det betyder, at man erstatter undertrykket under indånding i de øvre luftveje med et overtryk, som holder svælget åben og herved kan man trække vejret frit. Apnøerne og snorken forsvinder.
Såfremt undersøgelsen udelukkende viser, at man snorker eller har mild søvnapnø, kan man blive behandlet med Celon-metoden.
På hjemmesiderne www.ciconia.dk og www.snorkestop.dk kan du læse mere om den nye behandlingsmetode og Ciconia Aarhus Privathospital.
Emner
Helse