PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/positivt-driftsresultat-til-trods-for-omfattende-priskrig-1370

Positivt driftsresultat til trods for omfattende priskrig

Pressemeddelelse maj 23, 2005 Erhverv

Hydro Texaco A/S

Gennem forbedret konkurrenceevne og fremgang på markedet for benzin, diesel, fyringsolie og smøreolie kom Hydro Texaco A/S ud af regnskabsåret 2004 med et positivt driftsresultat.

"Resultat af den primære drift blev et overskud på 6 mio. kr., og resultat efter skat blev et underskud på 9 mio. kr., hvilket må betragtes som utilfredsstillende i forhold til det forventede," siger adm. direktør Karsten M. Olesen.

Plusser og minusser
Årsagen til det negative resultat efter skat er primært den lange priskrig på benzin og diesel, omkostningerne ved at lukke en række servicestationer og et lavere fyringsoliesalg som følge af endnu en mild vinter. Årets resultat er derimod positivt påvirket af nedbringelse af faste omkostninger og en konjunkturgevinst på varelagre.

Nyheder
I 2004 blev oliebranchens miljøpulje genåbnet for lukning af servicestationer. Derfor har vi tilmeldt et betydeligt antal, fortrinsvis mindre, stationer, der blev lukket i starten af 2005. Nedskrivningen skete i 2004, samtidig med at der blev foretaget hensættelse til kendte lukningsomkostninger. Alene dette har i alt påvirket resultatet negativt med ca. 12 mio. kr.

2004 blev året, hvor frugten af tidligere års arbejde med optimering af kundebetjening og salgsprocesser blev høstet. I eksterne analyser blev vores kundecenter kåret som ikke blot branchens bedste, men som landets bedste kundecenter af de målte - uanset branche.

2004 har også været året, hvor samtlige de parametre, der er væsentlige for selskabets markedsposition, har haft en positiv udvikling. Eksempelvis er Hydro Texaco blevet valgt som Super Brand af Super Brands Council, hvis medlemmer alle er eksperter inden for Business to Business-kommunikation og branding. Ligesom en intern undersøgelse blandt medarbejdere fortsat viste tilfredshed og trivsel på højt niveau.

Sidste år introducerede vi handel med fyringsolie til villakunder via internettet, hvilket i år har resulteret i bestillinger og betalinger via internettet over forventning. Samtidig bruger flere og flere erhvervskunder vores internetsatsning, Erhvervsnet, til ordreafgivelse og informationssøgning. Men web-teknologien bruges også internt, hvor bl.a. et nyudviklet e-learningskoncept bruges til at uddanne energiteknikere og medarbejdere i kundecentrene.

Fremtiden
"2005 er startet med betydelige priskrige på benzin og diesel, hvilket kan medføre lavere indtjening end forventet. Samtidig er det usikkert, hvordan råolieprisen, der var årsskiftet lå på 40 USD, udvikler sig. Når disse, og andre, usikkerhedsmomenter tages i betragtning, forventer vi et bedre resultat for 2005 end i 2004, også fordi selskabets konkurrenceevne er blevet forbedret i 2004," slutter Karsten M. Olesen.

For yderligere information
Kontakt adm. direktør Karsten M. Olesen på telefon 4018 9913.
Se vedlagte Hovedtal, eller hent årsberetningen på www.yx.dk

Kontakter


Emner


Erhverv