Politikere rygende uenige om rygeforbud
Pressemeddelelse januar 12, 2005 HelseHjerteforeningen kræver nul røg nu
Danske politikere tør ikke sige ja til et rygeforbud i det offentlige rum.Kun 12 ud af 87 folketingsmedlemmer er parate til at stemme ja til et rygeforbud på cafeer, restauranter, biografer samt private og offentlige arbejdspladser. Flere svarer med et rungende måske. Det viser en rundspørge, som Hjerteforeningen står bag.
Folketingets politikere er valne, selv om den nyligt offentliggjorte rygevaneundersøgelse viser, at mere end fire ud af ti danskere ønsker et forbud mod rygning i offentlige rum.
Med kampagnen NUL RØG NU for vores hjerters skyld markerer Hjerteforeningen, at rygeforbud er den eneste ansvarlige beslutning, der er at træffe.
Hjerteforeningens direktør, Susanne Volqvartz, forstår ikke politikernes tøven. Hvert år dør 4.000 danskere af hjertekarsygdomme på grund af røg.
-Rundspørgen dokumenterer det, jeg frygtede. Det er nærmest uansvarligt, hvis politikerne ikke tager konsekvensen og indfører et rygeforbud i det offentlige rum.
Vi kan ikke blive ved med at tillade, at de to tredjedele af danskerne, som ikke ryger, skal udsættes for en alvorlig helbredsrisiko, fordi den sidste tredjedel ryger der, hvor alle skal kunne opholde sig, siger hun.
Alligevel er der udsigt til et rygeforbud ifølge Hjerteforeningens rundspørge. Mere end hver anden politiker svarer ja til, at et rygeforbud er en realitet inden for de næste fem år. Fire ud af ti politikere, som har deltaget i rundspørgen, vil selv arbejde for, at rygeforbud bliver gennemført.
NUL RØG NU - for vores hjerters skyld
Med sloganet NUL RØG NU - for vores hjerters skyld går Hjerteforeningen ind i debatten med kravet om rygeforbud, hvor mennesker mødes.
Halvdelen af alle danskere er i daglig kontakt med rygerne. Det øger deres risiko for at få hjertekarsygdomme med ca. 30 procent og lungekræft med 25 procent, selv om de ikke ryger. Det viser dokumentationen bag kampagnen, som skal være med til at nuancere debatten om rygeforbud i Danmark.
- Erfaringer fra andre lande viser, at selvregulering og lappeløsninger med rygerum og udsugningsanlæg ikke forhindrer, at den skadelige røg spredes i luften. Mange små arbejdspladser har heller ikke økonomisk mulighed for gå ind i den slags løsninger, fordi de er dyre, siger Susanne Volqvartz.
Hjerteforeningens 67 lokalkomiteer tager i kampagneperioden ud på arbejdspladser, restauranter, cafeer, sportshaller etc. for at diskutere rygepolitik. Målet er at få så mange offentlige steder til at bruge kampagnemærket NUL RØG NU og være med til at tilkendegive et ønske om rygeforbud på alle offentlige steder.
Se rundspørgen blandt politikerne og læs fakta bag kampagnen på www.hjerteforeningen.dk under NUL RØG NU.
Kontakter
Emner
Helse