Paradis revitaliseres i Lund
Pressemeddelelse maj 18, 2010 ByggeriJUUL | FROST Arkitekter har vundet parallelopdraget for campusudvikling i Kvarteret Paradis, der ligger i hjertet af Lunds Universitet. Vinderforslaget udvikler en ny helhedsorienteret strategi for campusområdet og omdanner kvarteret fra et traditionelt universitetsområde til en moderne universitetshub. Projektet angiver desuden udbygningsmuligheder og sammenkæder Kvarteret Paradis med Lund by
Campus i byen – byen i campus er titlen på JUUL | FROST Arkitekters vinderforslag for udviklingen af Kvarteret Paradis på Lunds Universitet, der med 40.000 studerende er Skandinaviens største videregående uddannelsesinstitution. Konkurrenceområdet er et tidligere hospitalsområde, hvis bygninger siden 1970’erne løbende er tilpasset universitetets behov, mens udearealerne ikke i samme grad er tilpasset de akademiske funktioner.
Vinderprojektet skaber et helhedsorienteret campusområde, der er præget af levende mødesteder med fokus på social og læringsmæssig udveksling. Resultatet er en bydel med aktiviteter og tilbud, der rækker ud over undervisningssituationen. Kvarteret bindes sammen af et internt vidensstrøg, der sammenkæder områdets varierede faciliteter og i samme greb forbinder campusområdet med resten af byen. Kvarterets eksisterende, introverte bygninger åbnes med glaspartier og nye indgange, hvorved de bliver tilgængelige, og synliggør den viden, der dagligt produceres i området. Nybyggeri er tilpasset kvarterets følsomme campusmiljø og disponeringen af bygningerne skaber nye multifunktionelle byrum til gavn for studerende, ansatte og Lunds borgere.
”Vinderprojektet viser, at vores helhedsorienterede campusplanlægningsredskab, der i et samlet greb tilgodeser bymæssige, fysiske, sociale og læringsmæssige behov, er en effektiv metode til at udvikle innovative og fremtidssikrede vidensmiljøer, der fremstår attraktive i en tiltagende global konkurrencesituation.”fortæller partner Helle Juul, der har været ansvarlig for konkurrencen. Titlen ”Campus i byen – byen i campus” henviser specifikt til det samspil mellem universiteter og byer, der i fremtiden resulterer i helhedsorienterede campusområder, hvor synergi, udveksling og vidensdeling er i fokus.
Dommerkomiteen fremhæver blandt andet projektets strategi for udviklingen af levende byrum: ”JUUL | FROST Arkitekters forslag skaber nye, interessante byrum, der er kompetent opbygget i mødet mellem eksisterende byggeri og berigende nybyggeri. JUUL | FROST Arkitekter indtager en positiv holdning til det eksisterende miljø og de værdier, der findes (…), samtidig med at tegnestuens forslag er nyskabende med muligheder for at tilføre det gamle hospitalsområde en ny dynamik.”
FAKTA
Projekt: Vundet parallelopdrag for revitaliseringen af Kvarteret Paradis, Lunds Universitet
Klient: Akademiska hus SYD AB / Statens Fastighetsverk
Areal: 48.000 m²
Periode: 2009 - 2010
Campusudvikling og- rådgivning
Campusudvikling og campusrådgivning er en af JUUL | FROST Arkitekters kernekompetencer. Tegnestuen arbejder både praktisk og analytisk med udviklingen af fremtidens campusområder. JUUL | FROST Arkitekter har udarbejdet udviklingsprojektet Fremtidens campusområder – fra den akademiske landsby til urban universitetshub for Universitets- og bygningsstyrelsen (UBST). Projektet indgik i UBSTs bogudgivelse Campus og studiemiljø – fysiske rammer for morgendagens universiteter. Tilbage i 2005 udarbejdede tegnestuen, ligeledes for UBST, ”Fremtidens Universiteter”, et projekt der fokuserede på at fremtidssikre de fysiske rammer på universiteterne.
Parallelt med dette arbejde har tegnestuen udviklet et helhedsorienteret planlægningsredskab, som anvendes i forbindelse med campusrådgivningsopgaver i Danmark og Sverige. Tegnestuen er blandt andet rådgivere for Professionshøjskolen UCC og Danmarks Tekniske Universitet (DTU). I Sverige har Akademiska hus netop inviteret tegnestuen til en ny campuskonkurrence i Örebro og firmaet rådgiver Akademiska hus’ ledelse omkring campusudvikling i hele Sverige.
Emner
Byggeri