PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/p-eksperter-r%C3%A5dgiver-k%C3%B8benhavns-kommune-3140

P-eksperter rådgiver Københavns Kommune

Pressemeddelelse september 11, 2006 Erhverv

Et gigantisk parkeringsprojekt er ved at tage form i Københavns Kommune. For nylig blev placeringen af 15 nye underjordiske p-anlæg offentliggjort. Det rådgivende ingeniørfirma Birch & Krogboe har vundet opgaven at være bygherrerådgiver i Parkeringsprojektet. Det er en central rolle i det omfattende projekt, der vil løbe over de næste 10 år.

Birch & Krogboe har som de eneste i landet et indgående kendskab til alle former for p-anlæg. Denne viden er central for Parkeringsprojektet, for Københavns Kommunes ønsker, at flest mulige af kommunens 4000 nye parkeringspladser, skal etableres under jorden i fuldautomatiske eller semiautomatiske p-anlæg.

”Vi er stolte over endelig at klippe snoren til dette spændende og omfattende projekt, der vil skabe langt bedre parkeringsmuligheder for københavnerne. At udnytte undergrunden giver et meget bedre miljø på overfladen. Vi tror at københavnerne bliver glade for de nye p-anlæg siger direktør Henrik Klinge, Birch & Krogboe A/S.

”Med dette projekt har vi langt om længe taget startskuddet til etablering af automatiske p-anlæg i Danmark, og jeg tror, det er et marked, der vil vokse hastigt i de kommende år”, siger direktør Henrik Klinge fra Birch & Krogboe.

Henrik Klinge mener, at Københavns Kommune har taget en fremsynet beslutning ved at vælge at anlægge fuldautomatiske, underjordiske p-anlæg i kommunen. Han forklarer:

” Automatiske p-huse er den mest effektive måde at opbevare tomme biler, for der er plads til op til 80 % flere biler end i et traditionelt p-hus. Et automatisk p-hus består af en lille venlig reception på gadeplan, hvor man skal køre bilen ind - akkurat som når den skal vaskes. Bilisten stiger ud af bilen, og en skanner sørger for, at der ikke er glemt en hund eller børn på bagsædet. Derefter bliver bilen automatisk dirigeret ind på en plads i anlægget. I anlægget kommer der ikke nogen mennesker - alt er fuldstændig automatisk. Bilen er derfor beskyttet mod uheld, hærværk og indbrud - og naturligvis er den tør og fri for sne, når det danske vejr gør unoder. Og fordi anlæggene ligger under jorden, vil de ikke skæmme byrummene”.

Leder på projektet, P-ekspert Ove Bjørn Petersen fra Birch & Krogboe fortæller:
”Vi har til dato ikke set automatiske p-anlæg i Danmark, og det er til trods for, at denne type anlæg anvendes i flere dele af verden. I 60 år har Danmark stået stille på området for automatiske p-huse, til trods for, at automatiske p-huse faktisk er en dansk idé, der blev foreslået, tegnet og patenteret i 1933.”

Birch & Krogboe er også bygherrerådgiver på et tilsvarende projekter i Ørestaden, hvor der til en start skal opføres 3 automatiske p-huse med plads til ca. 1500 biler.

Vedhæftet er et eksempel på, hvordan et fuldautomatisk, underjordisk p-anlæg kan se ud.

For yderligere information:
Projektleder Ove Bjørn Pedersen, tlf. 20 74 85 60
Direktør, Henrik Klinge, tlf. 23 60 13 15


FAKTA

Om parkeringsprojektet
Der bliver flere og flere biler i København. Derfor har beboerne i flere bydele svært ved at komme af med bilen efter fyraften. Københavns Kommune etablerer i perioden 2006-2014 4000 nye p-pladser, primært i underjordiske parkeringsanlæg. I samme periode planlægger kommunen at forbedre en række byrum og gademiljøer ved at nedlægge 1000 eksisterende p-pladser i gadeplan.

Om Birch & Krogboe
Birch & Krogboe A/S er en af Danmarks førende virksomheder af rådgivende ingeniører. De mere end 500 medarbejdere løser opgaver på en lang række forretningsområder - erhverv, bolig, kultur, bryggeri, sundhed, undervisning, farma og miljø. Herudover har virksomheden specialkompetencer inden for bl.a. p-anlæg, arbejdsmiljø, brand, lean og energi.

Kontakter


Emner


Erhverv