Pædagogisk opfindelse gør ord og bogstaver til en leg
Pressemeddelelse september 13, 2005 Børn og UngeNyt koncept baseret på børn og voksnes leg med ord skal hjælpe børnene med at bryde læse- og skrivekoden allerede fra tre års alderen.
Ordpakken ”Se mine ord”, der er specielt udviklet til børnehaver, indskoling, specialundervisning og undervisning af tosprogede, består af utallige muligheder for ordlege. Her er et eksempel: Maja, Emil og Julie vil lege far, mor og børn, men i dag skal faren og moren være konge og prinsesse, for det har de lige læst et eventyr om. De tre børn får hver en såkaldt ”ordvest” på, og pædagogen viser, hvordan man skriver konge, prinsesse og prins på vestene med bogstavbrikker - og legen kan gå i gang. Nu med skriftsproget som en sjov og meningsfuld del.
”Se mine ord” bygger på mange års international forskning i nærmiljøet omkring børn, der har kunnet læse og skrive, før de begyndte i skole. De mest betydende faktorer er nu blevet omsat til et nyt pædagogisk materiale. Metoden bygger på en ny motorisk og visuel tilgang til skriftsproget samt børns naturlige glæde og nysgerrighed ved at lære nyt. Altid på børnenes egne præmisser, på en spændende, uformel og meningsfuld måde med udgangspunkt i ord, der interesserer børnene. Voksne og børn får nu et utal af muligheder for at inddrage skriften i børnenes dagligdag. Ord kan give mange timers leg alene eller inddrages i enhver sjov legesituation, uanset hvilket ord børnene er optaget af, og hvor børnene ønsker at lege med ordet.
Manden bag ”Se mine ord” er Martin Kronborg, som siger:
- Jeg har aldrig været god til at læse og skrive. Skriften fangede ikke min interesse i folkeskolen. Først da jeg læste videre, gik det op for mig, hvor vigtigt det er at kunne læse og skrive. Jeg besluttede derfor, at jeg ville forsøge at skabe et materiale, der kunne hjælpe voksne, også uden for skolen, med at introducere det skrevne sprog for børn på en legeagtig, sjov, spændende og lærerig måde.
Faglig kapacitet bag ”Se mine ord”
”Se mine ord” blev først for alvor en realitet, da jeg mødte Kjeld Kjertmann, Ph.d. og tidligere lektor ved Danmarks Pædagogiske Universitet med særligt henblik på læsning. Han bekræftede mig i, at der var stort behov for mit initiativ. Kjeld Kjertmann har siden vores første møde ydet en stor faglig hjælp i mit arbejde med at videreudvikle materialet.
- Nu kan ikke mindst mine egne børn lege med resultatet af mange timers spændende arbejde. Et arbejde, som forhåbentlig vil vinde indpas i rigtig mange børns hverdag. For her er virkelig et pædagogisk materiale, som vil kunne give børnene et forspring i livet bogstaveligt talt, siger Martin Kronborg.
- I en tid, hvor det at kunne læse og skrive er en social overlevelsesbetingelse, oplever vi, at flere end 20% af en ungdomsårgang har problemer med at læse og skrive. Det er på tide, at vi stiller nye krav til vores børns skriftsprogs-opdragelse, hvilket bl.a. betyder, at barnets omgivelser - også uden for skolen - deltager aktivt i denne proces i stedet for at lade skolen have eneansvaret for læse- og skriveopdragelsen, slutter Kjeld Kjertmann.
Billedtekst: Nu kan børn lege sig til ord- og bogstavsforståelse allerede fra tre-årsalderen.
Yderligere information fås hos Martin Kronborg på telefon 70206406, mobil: 23638145, e-mail: [email protected], www.seemywords.com.
Salg til institutioner i Danmark, Norge og Sverige varetages af DICA A/S, Industrikrogen 9, 4683 Rønnede, Tlf. 56711754, [email protected], www.dica.dk
Kontakter
Emner
Børn og Unge