Outsourcing af produktudvikling skaber gazellevækst
Pressemeddelelse oktober 31, 2007 ErhvervMarkedet for outsourcet produktudvikling ændrer sig og stiller nye krav til ydelser og ansvar. Det skærper konkurrencen og giver nye muligheder.
For 2. år i træk oplever Hillerød-virksomheden DanCad Engineering A/S, at produktudviklings-opgaver udført for en række af landets bedste industrivirksomheder skaber lønsom vækst. Som gazellevirksomhed hører virksomheden til blandt de absolutte hurtigløbere, der har opfyldt meget høje vækstkrav uden at gå på kompromis med indtjeningen. Der er således tale om virksomheder med en sund økonomi samt evne til hurtig omstilling og tiltrækning af de bedste medarbejdere.
Nye krav til design og produktudvikling
Hvor det tidligere har handlet om outsourcing af traditionelle ydelser og standardkomponenter, er der i dag flere og flere danske virksomheder, som vælger at outsource dele af deres produktudvikling. Ændringerne på markedet skal bl.a. ses på baggrund af globaliseringen og større krav om tilpasning til den øgede konkurrence. Virksomhederne og produkterne skal leve op til større krav. Bl.a. derfor er der brug for større ekspertise og strammere tidsrammer for udviklingen af produkterne. Når en virksomhed ikke har disse kompetencer eller ressourcer ved hånden er det en fordel at benytte sig af outsourcing. Desuden er design blevet en betydelig konkurrenceparameter, og her kan firmaer som Dancad tilbyde kompetencer, der ofte ikke findes i de mellemstore industrivirksomheder.
Bredere ydelser og større ansvar
Når de store virksomheder outsourcer produktudviklingsopgaver efterspørger de nu også en bredere palette af ydelser. Direktør Michael Funder udtaler: "vi oplever, at kunderne gerne ser os bære en større del af opgaven igennem - fra idé til færdigt produkt. Derfor har vi etableret samarbejde med meget kompetente partnere, der kan bringe den færdige konstruktion videre til produktion eller supplere med f.eks. elektronikudvikling. Dermed løfter vi et større ansvar for flow og sammenhæng i produktets vej til markedet. Det giver i den sidste ende kunden besparelser på både tid og omkostninger".
En fremtid i Kina?
Når de store virksomheder outsourcer produktion til landene i asien, stiller det også krav til virksomheder som Dancad om at være tilstede og tilbyde udviklingsydelser fra disse lokationer. "Der sker en rivende udvikling i f.eks. Shanghai, som jeg netop selv har besøgt. Design og konstruktion er en hastigt voksende branche derude og kvaliteten er visse steder helt i top. Så det vil være en naturlig udvikling for os at være til stede, der hvor vores store kunder også er og kunne tilbyde udviklingsydelser på stedet" siger Michael Funder.
11.000 timers produktudvikling
Gazellevæksten er fremkommet ved at Dancad i 2006 afviklede godt 11.000 timer med produktudviklingsopgaver for dansk industri. Det var en vækst på godt 40% i forhold til 2005. "Vi er stolte over den tillid vores kunder viser os, og jeg vil gerne sige tak til både kunder, samarbejdspartnere og medarbejdere, der har gjort dette muligt" slutter Michael Funder.
Kontakter
Emner
Erhverv