Oplev London by Night i Aalborg
Pressemeddelelse maj 12, 2008 Musik"London by Night" er overskriften på en anderledes koncert i Skt. Markus Kirke i Aalborg, hvor man kan opleve engelsk orgelmusik i stearinlysenes skær sidst på aftenen.
Michael Austin er solist ved orgelkoncerten tirsdag den 20. maj kl. 22.00 i Skt. Markus Kirke i Aalborg, hvor han vil spille et program med musik af de engelske komponister Maurice Greene, Charles Stanford, Francis Jackson og slutte af med den store romantiker, ikonet for Englands særlige ånd: Edward Elgar, hvis orgelsonate er et storslået værk.
"London by Night" skal give koncertgængere en ny mulighed for at slutte dagen med en stemningsfuld koncert, hvor man kan lade sig omgive af tonerne fra den engelske musik, som er kendetegnet ved at være særdeles atmosfære-skabende. Virkningen i kirkerummet, oplyst af masser af stearinlys for at sætte den rette stemning, skal opleves.
- Det er andet år vi arrangerer en koncert sidst på aftenen, hvilket jeg tror, er attraktivt for mange. Man kan gå en aftentur og komme ind i det store kirkerum, sætte sig og slutte dagen med at slappe af til orgelmusik. Vi har desuden en helt særlig udsmykning i vores kirke, nemlig marmorskulpturer af selveste Thorvaldsen, så synsindtrykket i kirkerummet vil være en stærk medspiller i det vi håber, bliver en totaloplevelse, udtaler Michael Austin.
Michael Austin, der kan lide at gå nye veje, er selv solist og glæder sig til at spille et helt program af sine landsmænds musik. Den engelske musik har en særlig energi, som man kan tage med sig ud i forårsaftenen efter koncerten.
- Vi kender begrebet "by Night" fra forretningernes lange fredage eller fra kirker, hvor man har såkaldt "natkirke", men denne aften skal orgelmusikken fylde sindet inden sengetid. Orgelmusik understøttes specielt af kirkerummet, så jeg glæder mig meget til at spille for det publikum, som finder vej til vores kirke tirsdag aften, fortsætter Michael Austin.
Der er gratis adgang til koncerten. Programmet vil vare en lille time, og publikum vil få tilbudt en kop kaffe eller te i våbenhuset, inden de går hjem.
Kontakter
Emner
Musik