Opfølgning på Færdselssikkerhedskommissionens handlingsplan
Pressemeddelelse december 6, 2006 SamfundFærdselssikkerhedskommissionens handlingsplan godt på vej
Man er nået langt i arbejdet med at realisere Færdselssikkerheds-kommissionens handlingsplan for perioden 2001-2012. Fortsætter antallet af trafikulykker med at falde i den nuværende takt, ser det ud til, at målet om en 40% reduktion i antal dræbte og alvorligt tilskadekomne kan nås i 2012.Handlingsplanen foreslår 62 forskellige initiativer til forbedring af trafiksikkerheden. Danmarks TransportForskning har gjort status for perioden 2001-2004. Ved udgangen af 2004 var der for 2/3 af initiativerne en tilfredsstillende aktivitet for den 4-årige periode, mens de øvrige initiativer har behov for øget fokus hvis de skal realiseres inden 2012.
Handlingsplanen har 4 særlige indsatsområder: Hastighed, sprit, kryds og cyklister. Det er ikke gået lige godt på alle områder. Mens der har været en kontinuerlig reduktion i gennemsnitshastighederne og en tilfredsstillende reduktion i antal dræbte og alvorligt tilskadekomne i kryds, er indsatsområderne sprit og cyklister ikke på det niveau de skal, hvis målet for 2012 skal nås.
For spirituskørsel er det ulykkerne med de 30-50 årige, der ikke falder som forudsat, og halvdelen af de 30-50 årige spritbilister kører med høje promiller. Spiritusulykkerne for unge er derimod reduceret markant. Der har også været mange indsatser rettet mod de unge.
Cyklistulykkerne falder, men antallet af dræbte og tilskadekomne falder ikke i samme takt som den generelle udvikling. Det kan nok til dels tilskrives et øget antal ældre cyklister, hvor ulykkerne har tendens til at blive alvorligere pga. større skrøbelighed.
I rapporten ”Opfølgning på Færdselssikkerhedskommissionens handlingsplan - for perioden 2001-2004” (Rapport 3, 2006) har Danmarks TransportForskning for Justitsministeriet og Færdselssikkerheds-kommissionen systematisk gennemgået samtlige forslag til initiativer. Rapporten er udarbejdet af seniorforsker Lotte Larsen, seniorforsker Gitte Carstensen og seniorforsker Ivanka Orozova-Bekkevold.
For yderligere information kontaktes Lotte Larsen, tlf. 4525 6514.
Trykte eksemplarer kan rekvireres i uge 51 hos Danmarks TransportForskning.
Kontakter
Emner
Samfund