Nyt kvalitetsstempel til gastronomiens mestre
Pressemeddelelse oktober 24, 2005 HelseDen danske turistbranche vil gøre det nemmere at finde frem til de ypperste spisesteder i landet. Foreløbig kan kun 12 hoteller og restauranter smykke sig med mærkaten fra Gastronomy Denmark
'Med den nye mærkningsordning vil vi garantere, at folk går ind et sted, hvor både maden og personalet er på et niveau, der sikrer en oplevelse, som gæsterne kan tage med sig hjem,” fortæller miljøkonsulent Stine Rasmussen fra Horesta, der administrerer Gastronomy Denmark.
For at blive medlem af den nye, fornemme klub, skal spisestederne leve op til 10 krav. Og i modsætning til andre ordninger er det ikke den subjektive smagsoplevelse, der er af afgørende betydning.
'Smag og behag er meget forskellig. Derfor har vi valgt at bygge ordningen på nogle meget objektive kriterier, fordi de ikke kan sættes til diskussion på samme måde som for eksempel smag,” oplyser Stine Rasmussen.
De 12 spisesteder, der indtil nu må bære mærkaten, lever alle op til kravene om blandt andet at bruge overvejende danske råvarer i deres menuer. Råvarerne er friske sæsonvarer - altså ikke konserves- og frostvarer, og tillige er de nemme at spore tilbage til producenten. Maden bliver serveret af faglært personale, der kan informere grundigt om maden og holdningen til maden samt besvare de spørgsmål, som gæsterne stiller. Derudover har ingen af restauranterne fået grimme anmærkninger fra fødevarekontrollen, ligesom spisestederne er tilgængelige for bordbestilling på internettet.
I gruppen af godkendte restauranter og kroer finder man flere allerede anerkendte steder som Falsled Kro og Restaurant Babette i Vordingborg. Men som ny på scenen er Hotel Sabro Kro udenfor Århus. Adm. direktør Jakob Beck Wätjen, lægger ikke skjul på, at han er stolt over placeringen i eliten af dansk gastronomi:
'Vi har i et par år kørt vores koncept med at være tro mod de danske råvarer i menuerne, så vi er selvfølgelig meget glade for, at man nu fra officielt hold anerkender vores måde at tænke kvalitet på,” siger han.
På den 150 år gamle landevejskro er det ikke alene danske råvarer, der dominerer maden. Det er lokale råvarer. Og på spisekortet fremgår det tydeligt, hvilken landmand i området, der har opdrættet wienerschnitzlen eller dyrket rødkålen.
'Der findes så mange fantastisk gode råvarer på markerne lige omkring os, så hvorfor skal vi ikke gøre brug af dem. Det giver en helt anden holdning til maden, når man ved, at koen næsten har gået i ens egen baghave. Det kan vi mærke både hos vores eget køkkenpersonale, men sandelig også hos gæsterne,” fortæller hotel-direktøren.
Udover gastronomi har Aktiv Denmark også indført kvalitetsmærkeordningen på områderne golf, wellness, cykling og lystfiskeri.
Yderligere oplysninger fås hos:
Hotel Sabro Kro, Jakob Beck Wätjen, Tlf.: 86948922, mail: [email protected]
Hotel Sabro Kro bygger på principperne om ægte håndværk og kvalitet fra jord til bord. Menuerne er sammensat af de bedste råvarer, som kroens kokke udvælger nøje hos bønder i lokalområdet. Udover unikke madoplevelser tilbyder Hotel Sabro Kro både ferieophold for familien samt konferencefaciliteter. Hotel Sabro Kro kunne i foråret 2005 fejre 150-års fødselsdag og drives af ægteparret Britt og Jakob Beck Wätjen. Kroen har 16 ansatte og kan smykke sig med ikke færre end fire stjerner og Danmarks nye kvalitetsstempel Gastronomy Denmark.
Hotel Sabro Kro er medlem af Foreningen Danske Konferencecentre og ligger centralt med 5 minutter til motorvej og 15 kilometer til kyst, kultur og shopping i Århus. Læs mere på www.sabrokro.dk
Kontakter
Jakob Beck Wätjen
Hotel Sabro Kro✉ sabro*************** Vis...
☎ 86 94****** Vis...
http://www.sabrokro.dk
Emner
Helse