Nye millioner til hjerteforskning
Pressemeddelelse juni 16, 2003 HelseHjerteforeningen uddeler 10,8 millioner kroner til danske forskere med en dyb beklagelse midt i glæden. Flere ansøgninger til forskning af høj kvalitet har ikke fået støtte, fordi foreningens midler ikke strakte dertil. Vi kunne snildt have brugt 5-6 millioner mere, fortæller forskningschef dr. med. Jørgen Videbæk.
Den danske Hjerteforening arbejder med et helårligt budget på mellem 20 og 25 millioner og er som sådan landets største enkelte bidrager til forskning i hjertesygdomme, behandling og forebyggelse. I alt søgte 106 personer om støtte. Foreningen uddeler knap 20% af det ansøgte beløb.
Dansk kardiologisk forskning er i første division internationalt. I verdens tungeste videnskabelige tidsskrifter publiceres hvert år 18-20 artikler om resultater af forskning støttet af Hjerteforeningen. Men det er kun toppen af stakken. I anerkendte internationale tidsskrifter, som citeres globalt, har foreningen del i 200 artikler årligt. Hertil kommer ca. 100 andre - altså mindst en afhandling hver arbejdsdag året rundt.
- Den samlede sum af viden fra denne enorme strøm af videnskabeligt arbejde har knækket kurven på dødsstatistikkerne for hjertesygdomme i Danmark. Vi mener, at forskningen på verdensplan, men også i Danmark har bidraget væsentligt til løsningen af de store problemer indenfor hjerte- og karsygdomme. Det er vi stolte over at være en del af, forklarer Jørgen Videbæk.
De 10,8 millioner kroner sendes ud til alle hjørner af landet. Modtagere er forskere på hospitaler og universiteter men også sygehuse, hvor der foregår arbejde med rehabilitering. Hjerteforeningen forskningsudvalg skæver dog ikke til geografi. Kun den frie forskning i høj kvalitet, som udvikler spændende ideer og teknikker får støtte.
Kontakter
Lotte Bucka
Hjerteforeningen✉ lbuck********************* Vis...
☎ 33 67****** Vis...
https://www.hjerteforeningen.dk
Emner
Helse