PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/ny-partner-i-bjerg-arkitektur-22600

Ny partner i Bjerg Arkitektur

Pressemeddelelse maj 25, 2016 Partner Bjerg arkitektur Arkitektur

Arkitekt MAA/RIBA og certificeret passivhus designer Maria Bjerg Nørkjær, der er 31 år og i 2012 afsluttede arkitektuddannelsen med topkarakter fra Det Kongelige Danske Kunstakademis Arkitektskole i København, optages som partner i Bjerg Arkitektur a/s

MARIA Bjerg Nørkjær ny partner i Bjerg Arkitektur

Egentlig har der aldrig været tvivl om, at Maria Bjerg Nørkjær ligesom hendes far og farfar en dag skulle sidde med om bordet som partner i en førende arkitektvirksomhed, for koblingen mellem kunst, æstetik og arkitektur strækker sig som rød tråd gennem hele Marias liv.

Således har Maria helt fra de tidlige barneår haft sin gang som medhjælper på tegnestuen hos Bjerg Arkitektur A/S i Hjørring, hvor hun på nærmeste hold har fulgt arkitektfagets udvikling fra blyant og linealer over de tidlige cad-cam-dage til dagens BIM modeller og Revit-projektering, og straks efter studentereksamen blev kursen sat mod arkitektuddannelsen.

Først med kurser på Krabbesholm højskole, Århus Kunstakademi, School of Art and Design og Arkitektskolen i Århus, hvor Maria i 2010 - blandt andet efter et års studieophold på Architectural Association School of Architecture i London - blev bachelor med topkarakter og titlen RIBA I.

Internationalt udsyn og topkarakterer

Dermed var vejen banet til Kunstakademiet, hvor Maria Bjerg Nørkjær hurtigt gjorde sig gældende som de studerendes valgte repræsentant i afdelingsrådet parallelt med praktik hos Rare Architecture i Paris, hvor hun blandt andet stod i spidsen for udvikling af masterplan til et hotelresort i Lapland og design af penthouselejligheder i London.

Maria er i øvrigt gennem hele sit studieforløb løbende blevet begavet med talrige legater, og samtidig med den afsluttende eksamen, blev Maria Bjerg Nørkjær – med fotocollagen ”Parisian Arcades – Architectural Moments” skabt som led i studieophold på Architectural Association School of Architecture i London - blandt 11.000 ansøgere udvalgt til at deltage i verdens største censurerede udstilling af samtidskunst på det engelske Royal Academy of Arts i London.

Og lysten til at opleve verden og lade sig inspirere udefra ville ikke slippe sit tag i Maria, der efter afslutning af uddannelsen på Det Kongelige Danske Kunstakademis Arkitektskole i sommeren 2012 drog til Boston for at deltage i fire måneders kursus på Museum of Fine Arts i Boston – et ophold der blev fulgt op med ansættelse på Kunstakademiet, hvor Maria gennem et år stod i spidsen for undervisningen af vordende arkitekter på akademiets første-års-hold.

Samtidig tog Maria hul på næste trin i karrieren med uddannelse til certificeret passivhusdesigner og ansættelse i Bjerg Arkitektur A/S, hvor hun parallelt med videreudvikling af firmaets aktiviteter i København, Warazawa og Oslo  har fungeret som bindeled mellem firmaets afdelinger med ansvar for udbygning af firmaets kontaktflade og netværk.

Som led i dette arbejde er Maria Bjerg Nørkjær optaget som medlem i en række netværksgrupper – herunder ”Byens Talenter”, ”Arrangementsudvalget i Byens Netværk” og ”Forretningsudviklings-netværk Danske Ark”.

Kontakter


Kjeld Bjerg

Administrerende direktør, arkitekt MAA
Bjerg Arkitektur A/S
kjeld********* Vis...
98 92****** Vis...

Maria Bjerg Nørkjær

Arkitekt MAA/RIBA og partner
Bjerg Arkitektur A/S
maria********* Vis...
31454*** Vis...

Emner


Partner Bjerg arkitektur Arkitektur