PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/ny-dansk-virksomhed-vil-redde-danskernes-pc-indhold-3899

Ny dansk virksomhed vil redde danskernes PC-indhold

Pressemeddelelse april 18, 2007 Erhverv

Danskerne har stigende mængder uerstattelige data liggende på deres PC. Digitale fotos, musik, dokumenter og e-mails er samlet et og samme sted. Alligevel er backup et forsømt område for både private og mindre virksomheder. Det vil den nyetablerede danske virksomhed, Saveme.dk gøre noget ved. Virksomheden lancerer i denne uge en helt ny backup-løsning i en kvalitet og sikkerhed, der traditionelt kun har været større erhvervsvirksomheder forundt. Samtidig er den nem og billig. Virksomhedens vision er at blive Nordens største leverandør af online backup.

Langt de fleste vil på et eller andet tidspunkt opleve at miste indholdet fra deres computer, enten fordi computeren går ned eller bliver stjålet. Undersøgelser gennemført af den amerikanske IT-rådgivningsvirksomhed, Gardner Group, viser fx at 6% af alle stationære computere går ned inden for det første år. Og har man en bærbar computer er udsigterne endnu værre: Her vil hele 15% ifølge statistikken blive stjålet eller bryde ned alene inden for det første år. Går computeren ned, sker det ofte, at hele eller store dele af indholdet ikke kan genoprettes.
Risikoen for nedbrud er imidlertid ikke den eneste ubehagelighed, PC-ejeren må lære at leve med. Bor man i et af de cirka 100.000 private hjem, som ifølge Danmarks Statistik hvert år udsættes for indbrud, er der nemlig næsten garanti for, at tyven tager computeren og en eventuel ekstern harddisk med sig, når han går.

Automatisk online backup sikrer indholdet

For rigtig mange mennesker vil det dog være langt værre at miste alt det, der ligger på computeren end computeren i sig selv.  Hører man til den gruppe, kan det hjælpe på nattesøvnen at have en kontinuerlig online backup, der rent fysisk ligger et helt andet sted end selve computeren. Hermed kan man til hver en tid genoprette hele indholdet på en ny computer, hvis uheldet skulle være ude.
Indtil nu har det krævet en aktiv indsats af brugeren at foretage backup, og i en travl hverdag kan det være svært at huske eller nå at få taget backup af alle ændringer på PCen.
Den nye online backup-løsning fra Saveme.dk har den fordel, at man aldrig mere behøver at skænke backup en tanke. Når først programmet er lagt ind på computeren, passer det sig selv, og backupen sker helt automatisk, når brugeren er online. Dette foregår løbende og helt umærkeligt for brugeren. Data fra brugerens computer krypteres og overføres via internettet til to geografisk adskilte og sikre fjern-datalagre, en slags virtuel bankboks, som sikrer, at brugeren aldrig mere behøver at være bange for at miste sine data.

Om få år vil stort set alle have online backup

Administrerende direktør Christian Bondorff, som er en af de tre grundlæggere af Saveme.dk, forudser, at markedet for online backup for private og mindre virksomheder står over for et boom: Allerede i dag har 78% af de danske familier adgang til internettet, og 4 ud af 5 har en højhastighedsforbindelse, der tillader online backup. Det giver et potentielt marked på 1.797.442 købere alene på det private marked. Samtidig har risikoen for tab af data i forbindelse med virus, brand, tyveri og PC-nedbrud har aldrig været større og prisen på internetforbindelse har aldrig været lavere. Alt sammen fakta, der taler for, at folk i stigende grad vil efterspørge sikre og brugervenlige online backup-tilbud som vores, siger Christian Bondorff, der er sikker på, at de fleste mennesker om få år vil sikre deres data online. Sådan forholder det sig allerede i dag i USA og Canada, og der er ikke grund til at tro, at det vil gå anderledes herhjemme, slutter han.



Faktaboks:

1.Download af sange og albums stiger eksplosivt. På verdensplan blev der på lovlig vis downloadet flere end 420 mio. sange i 2005. Dette er en fordobling i forhold til 2004, og 20 gange så meget som i 2003. Hertil kommer download af musik til mobiltelefoner.
2.Fra 2004 er antallet af lovlige udbydere af musik på internettet steget fra 50 til 335. Vækstpotentialet er dog stadig enormt. Blot 5% af de europæiske forbrugere har til dato downloadet musik fra internettet.
3.Digitalkameraer har for alvor vundet indpas hos forbrugerne. Der tages flere og flere digitale billeder, og disse bliver gemt på PCen. Både antallet af solgte digitale kameraer og opløsningen på de digitale billeder er stærkt stigende, og denne udvikling efterlader et stort behov for en effektiv backup-løsning.
4.Korrespondance via e-mail er stigende. 74% af befolkningen benytter internettet til at sende og modtage e-mails. De fleste IT-brugere har desuden kontaktinformationer gemt i deres e-mail program.
5.Saveme.dk bruger 448 bits blowfish kryptering. Det er langt mere end de fleste netbanker der kun bruger 256 bits kryptering.

Emner


Erhverv