PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/nordjyder-har-v%C3%A6ret-inspirationskilde-til-nyt-engelsk-musikv%C3%A6rk-4085

Nordjyder har været inspirationskilde til nyt engelsk musikværk

Pressemeddelelse juni 14, 2007 Kultur

Som et helt usædvanligt tema i musikken har fem nordjyder dannet udgangspunktet, da den engelske komponist, David Lucas skrev sit nye værk for orgel, som præsenteres på tirsdag i Skt. Markus kirke, Aalborg.

Serien med orgelkoncerter under fællestitlen ”Klingende Arkitektur” fortsætter i Skt. Markus kirke, på tirsdag d. 19. juni kl. 19.30, hvor kirkens engelskfødte organist Michael Austin er solist. På programmet står engelsk og tysk musik, men denne koncert er noget helt særligt og den adskiller sig fra de øvrige ved, at der er en førsteopførelse på programmet.

Den engelske komponist, David Lucas, besøgte for et par år siden Skt. Markus Kirke, da han havde skrevet et orgelværk på bestilling fra kirken. Han blev så inspireret af sit besøg og de mennesker, han mødte, at han helt uopfordret gik hjem og skrev endnu et nyt værk, ”Suite” for orgel. Han var nemlig blevet så fascineret af nogle af de nordjyder, han havde mødt at de blev inspirationskilde for hans nye værk. De fem satser er hver især tilegnet fem nordjyder, og hver sats har helt sin egen personlighed. Blandt de fem udvalgte nordjyder er foruden Michael Austin også Gorm Back Pedersen, som er kendt i det nordjyske musikliv fra sine mange år som organist ved Skt. Catharinae kirke i Hjørring og som grundlægger af Vendsyssel Festival.

- Førsteopførelser er altid noget helt særligt for både for tilhørerne og for musikeren; og det er faktisk meget sjældent nu om dage, at komponister skriver noget for orglet, oplyser Michael Austin, der ser frem til at præsenterer det nye stykke for publikum.

- Det var en stor overraskelse, da jeg kort før jul modtog David Lucas værk med posten. Endnu mere overrasket blev jeg, da jeg så, at de fem satser var inspireret af nordjyske musikvenner, herunder min tidligere kollega fra Hjørring, fortsætter Michael Austin, og oplyser videre, at David Lucas bruger et tonesprog, der er typisk for engelsk musik i dag: moderne, men poetisk, og det har været en meget spændende udfordring at lære det nye værk.

David Lucas vil selv være til stede ved koncerten, ligesom de fem nordjyder, som indgår i hans værk.

Man kan også høre musik af den engelske komponist Maurice Greene og de to store tyske komponister Bach og Reger. Som supplement til de musikalske indtryk, er der efter koncerten koncertcafé i kirkens krypt, hvor der vil være mulighed for at smage på engelske og tyske specialiteter, så man får der oplevelser for flere sanser. Der er gratis adgang til koncerten.

Kontakter


Emner


Kultur