Netbazar rykker ind i Aalborg Stadionhal på lørdag
Pressemeddelelse april 27, 2006 KulturPå lørdag den 29. april 2006 kl. 10-17 slår Trendsales.dk dørene op for et arran-gement i Aalborg Stadionhal, hvor der fra 45 stande vil blive solgt masser af lækkert mærkevaretøj, smykker og accessories. Derudover vil man kunne opleve 2 flotte MODESHOWS, hvor 13 modeller viser lækkert tøj fra de mange stande. Entré 30 kr.
Line Hawaleschka fra TV2 er med i Aalborg StadionhalLine Hawaleschka, som i 2005 kunne følges i TV2´s seersucces ”Springet”, hvor hun endte med at vinde prisen som ”Danskernes Iværksætter 2005”, er blandt dem, som har valgt at booke en stand. Herfra sælges der ud af det populære tøjmærke ”Hawaleschka”, som masser af danske kvinder allerede har taget til sig som en af ynglingene i dansk design.
Platform for upcoming designers
Line Hawaleschka er ikke den eneste upcoming danske designer, der har fået øjnene op for, at Trendsales LIVE arrangementet er en unik mulighed for at komme ud til forbrugerne; også det populære ”Lundgreen & Windinge”, som for nylig er kommet på tøjstativerne i Salling, vil være at finde til arrangementet.
Munthe plus Simonsen, Day Birger et Mikkelsen og Malene Birger
Udover de nye, danske designervarer, vil man også kunne finde nyt og second-hand mærkevaretøj, som sælges af alle de private, der har booket en stand, og som sælger ud af deres tøj for at kunne købe nyt, så der vil være rig lejlighed til at gøre et kup blandt de mange lækre mærkevarer.
Over 120.000 brugere kender Trendsales fra nettet
Trendsales.dk er en online tøjbazar på nettet, hvor sidens over 120.000 brugere - primært kvinder - køber og sælger nyt og second-hand mærkevaretøj, smykker, accessories og parfumer. Med arrangementet i Aalborg Stadionhal rykker netsalget ud i det pulserende liv, hvor man kan shoppe i alle de mange stande, som indehaves af både sidens brugere og private designvirksomheder.
Emner
Kultur