PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/n%C3%A5-dine-m%C3%A5l-og-f%C3%A5-succes-476

Nå dine mål og få succes

Pressemeddelelse marts 10, 2004 Kultur

Alt har som bekendt sin pris – også at opnå sit endelige mål og dermed få personlig succes. Med bogen ”12 nøgler til succes” kan man opstille og realistisk vurdere sine mål. Men vigtigst er ledelsespsykologen John Evan-Jones anvisninger til, hvordan man mentalt ændrer holdning til at ”turde”.

I bogen er citeret en udtalelse om, at intet stort er nogensinde opnået uden entusiasme, hvilket passer perfekt på forfatterens begejstrede og varme fremstilling af sit budskab.

Tre af de 12 nøgler presser sig særlig på. Den ene er at opstille og forfølge specifikke mål i omvendt rækkefølge nemlig ved først at definere sit endelige mål, derpå sit midtermål og til sidst et korttids-mål, der begge fungerer som kilometerstene. Det andet budskab er at overvinde afslag og frustrationer undervejs, altså at lære sig selv at  ryste en tilsyneladende fiasko af sig, vel vidende at for hvert nej er man nærmere et ja i kraft  af forbedrede fremlæggelser af varen. Henry Ford citeres for at have sagt: En fiasko er den bedste baggrund for en ny intelligent start.

Vi må aldrig tillade os at basere vores selvværd på andre menneskers meninger om os, siger John Evan-Jones. Hvis vi gør det, vil vi altid lide under skuffelser og afvisninger.

I stedet giver han mange anvisninger på, hvordan man vender disse ubehageligheder til en positiv holdning på vejen til succes. Giv aldrig op, siger psykologen og opstiller ligningen: Udholdenhed + villighed til forandring = resultater.

Menneskets villighed til forandring hæmmes af dets frygt for at forlade sin bekvemmelighedszone de forhold og omgivelser vi forbinder med tryghed såsom bolig, ægteskab, karriere, økonomi, bil, uddannelse og status. Ændringer er skræmmende, med mindre de fører til endemålet, og de kan kun accepteres ved at ændre tankegang. Den proces kræver en objektiv selvvurdering af både vores være- og fremgangsmåde, men den kan til gengæld føre til overraskende fornyelser og udfordringer.

John Evan-Jones er forfatter til en lang række bøger om management og personlig udvikling. Bl.a. Sælg dig selv og Corporate Minds. Forfatteren var i sine ungdomsår i øvrigt en feteret rockmusiker, der som sanger, musiker, komponist, tekstforfatter og pladeproducer har medvirket til 44 platin-, guld- og sølvplader og fik tilkendt Montreux Diamond prisen og The Guardian Arts prisen.

Bent Riis-Olesen

John Evan-Jones 12 nøgler til succes. Forlaget Libris. Hæfte 78 sider, 69 kr.
Fås hos boghandlere og på posthuse.



Kontakter


Emner


Kultur