PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/livsvigtige-organer-g%C3%A5r-tabt-2801

Livsvigtige organer går tabt

Pressemeddelelse maj 17, 2006 Helse

Nyreforeningen og Hjerteforeningen efterlyser bedre styr på donation af organer

Flere og flere danskere tilmelder sig Donorregistret, så deres organer kan bruges til livsvigtige transplantationer.

Sidste år faldt antallet af hjertetransplantationer til det halve af året før, og mere end 600 patienter venter i dag på en ny nyre, mens antallet af nyretransplantationer falder.

Det bliver gradvist sværere for Danmark at leve op til sine forpligtelser i samarbejdsaftaler med andre lande om organdonation. På seks år har danske hospitaler modtaget 44 udenlandske hjerter til transplantation og selv sendt seks hjerter ud af landet.

Nyreforeningen og Hjerteforeningen foreslår derfor i et brev til Indenrigs- og Sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen, at Danmark kvalificerer og forenkler den måde, organdonation er tilrettelagt på.

Organer går tabt, fordi organiseringen af arbejdet ikke er god nok, og fordi de økonomiske forhold omkring organudtagning motiverer til passivitet. I dag afholdes omkostningerne ved organudtagning af det sygehus, hvor donor indlægges, argumenteres det i brevet.

- Sidste år døde 16 nyrepatienter på venteliste til transplantation. Der er ikke mangel på organer. Der er ikke mangel på opbakning fra befolkningen, men der mangler en instans i sundhedsvæsenet, som tager ansvar for og styrer organdonation. Spørgsmålet har været genstand for abekastning i de sidste 15 år, siger landsformand for Nyreforeningen, Stig Hedegaard Kristensen.

Samtidig efterlyses større professionalisme i den vanskelige kontakt med pårørende både før og efter beslutningen om organdonation. Et særligt donorkorps af specialuddannede læger skal efter spansk forbillede tilknyttes større sygehuse og kunne tilkaldes efter behov.

- Vi har brug for et korps af erfarne, specialuddannede læger, som kan give de pårørende klar besked om, hvad organdonation indebærer. Korpset skal hjælpe pårørende med at træffe en kvalificeret beslutning, som de senere kan leve med, siger Hjerteforeningens formand, professor, overlæge, dr. med. Torsten Toftegaard Nielsen, Skejby Sygehus.

De to organisationer skønner, at der i dag er behov for 35 hjerter og ca. 300 nyrer til transplantation hvert år.

Yderligere kommentarer:
Landsformand i Nyreforeningen, Stig Hedegaard Kristensen, 86 40 40 06
Formand for Hjerteforeningen, overlæge dr. med. Torsten Toftegaard Nielsen, Skejby Sygehus 89 49 61 02

Kontakter


Emner


Helse