PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/leg-og-bev%C3%A6gelse-kan-mindske-trivselsproblemet-i-skolen-9353

Leg og bevægelse kan mindske trivselsproblemet i skolen

Pressemeddelelse marts 25, 2010 Børn og Unge

Hvert 10. barn i 4. klasse er ked af at gå i skole, lyder konklusionen i en ny rapport fra Børnerådet. Leg og bevægelse er vejen frem, mener Dansk Skoleidræt, der foreslår legepatruljer på alle landets skoler

20081114 2878

Hvert 10. barn i 4. klasse trives ikke i skolen - bl.a. fordi de føler sig ensomme og fagligt utilstrækkelige. Det er alt for mange, mener undervisningsministeren. Dansk Skoleidræt deler ministerens bekymring og appellerer til aktion:
- Det er foruroligende tal og bestemt et samfundsproblem, der skal gøres noget ved. Derfor tager vi nu kontakt til undervisningsministeren og Børnerådet med forslag til, hvordan vi kan imødekomme de triste tendenser, siger Steen Hjorth, der er generalsekretær i Dansk Skoleidræt. Han mener, at mere leg og bevægelse i skolen kan løse en stor del af trivselsproblemet:
- Når vi argumenterer for mere leg og bevægelse, handler det ikke kun om flere idrætstimer. Det handler om at tænke idrætten ind i hele skoledagen. Fysisk aktivitet rykker ikke kun på sundheden, men har også en positiv effekt på indlæring, selvværd og sammenhold, siger Steen Hjorth.

Man mobber ikke en, man leger med!
Et af de projekter, der kan være med til at løse problemet er ”Legepatruljen”, som Dansk Skoleidræt har lavet i samarbejde med TrygFonden, Kræftens Bekæmpelse og Danske Gymnastik– og Idrætsforeninger. Legepatruljen er allerede en del af hverdagen på knap en tredjedel af de danske skoler. Her er de ældre elever uddannet til at sætte lege i gang i frikvarteret for de yngre elever. En evaluering af Legepatruljen har vist, at projektet både skaber mere fysisk aktivitet, bedre relationer på tværs af alder og sociale skel, bedre sammenhold og mindre mobning:
- Legepatruljen gør en forskel på rigtig mange skoler. Vi hører fra lærerne, at legepatruljerne samler de ensomme elever op, der ikke har noget at tage sig til i frikvartererne, og skaber bedre sammenhold og gladere børn. Man mobber jo ikke en, man lige har leget med. Alle skoler burde have en legepatrulje, siger Steen Hjorth.

De rigtige tiltag kan gøre en forskel
Men Legepatruljen er ifølge Steen Hjorth ikke det eneste af Dansk Skoleidræts projekter, der kan rykke ved de triste tendenser i folkeskolen.
- Skolesport tilbyder idræt lige efter skoletid med særligt fokus på de idrætssvage, og ”Sæt skolen i Bevægelse” tænker fysisk aktivitet ind i de stillesiddende fag. Det er projekter, der virker og gør en forskel ude på skolerne. Der er ingen grund til at opfinde den dybe tallerken igen. Erfaringen, ekspertisen og de gode projekter eksisterer. Selvfølgelig skal problemet ikke forenkles, og der skal naturligvis spilles på flere strenge, men der er ingen tvivl om, at leg og bevægelse kan være med til at løse trivselsproblemet i folkeskolen, slutter Steen Hjorth.

For mere information kontakt:
Steen Hjorth, generalsekretær i Dansk Skoleidræt, tlf. 2143 0726
Maja Bach Løvstrup, kommunikationskonsulent i Dansk Skoleidræt, tlf. 2993 0323

Billedtekst: Legepatruljen kan være med til at løse trivselsproblemet i skolen
Billedet kan bruges ved kreditering af fotograf Johnny A. Wichmann

Emner


Børn og Unge