Lægesekretærer går sammen
Pressemeddelelse december 18, 2006 Helse1. januar slår Sammenslutningen af danske Lægesekretærer, SadL, sig sammen med Dansk Lægesekretærforening, DL, som er en del af HK Danmark. Dermed er det slut med at have to faglige organisationer for lægesekretærer.
SadLs medlemmer sagde endeligt ja til sammenlægningen på en ekstraordinær generalforsamling lørdag den 16. december.
Baggrunden for skridtet er kommunalreformen, ændringerne i sygehusenes struktur og lægesekretærfagets nuværende og fremtidige udfordringer. Samtidig har det kunnet konstateres, at antallet af medlemmer i SadL er faldet jævnt i de senere år.
Anne Skov, der er afgående formand for SadL, siger i anledning af sammenlægningen:
”SadL har levet 47 år som selvstændig organisation. Men dalende medlemstal og dermed vigende indtægter gjorde det nødvendigt for os at finde en samarbejdspartner. Og da vi altid har sat det faglige højt, var valget af Dansk Lægesekretærforening som vores nye faglige fællesskab det eneste rigtige”.
I Dansk Lægesekretærforening hilser formanden Birgitte Ussing de nye medlemmer velkommen og siger:
”Kommunalreformen, dannelsen af de nye regioner, oprettelse af sundhedscentre og så videre. Der er så mange ting, der gør det til en kæmpe fordel kun at have en organisation fremover og dermed kunne trække på samme hammel”.
Dansk Lægesekretærforening (HK) vil efter fusionen have 11.300 medlemmer.
Yderligere oplysninger kan fås hos sekretariatsleder i DL, Ole Gregersen, på tlf. 40204353/33304353, formanden for DL, Birgitte Ussing, på tlf. 99323534/30914716 og formanden for SadL, Anne Skov, på tlf. 98520336.
Emner
Helse