PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/kvinders-hjertesygdom-overses-3874

Kvinders hjertesygdom overses

Pressemeddelelse april 12, 2007 Helse

Selv om vi er blevet bedre til at diagnosticere og behandle hjertesygdom, er den forbedrede behandling overvejende kommet mændene til gode. Det er skræmmende, at der er kønsbestemt forskel på behandlingen. Hjerteforeningen sætter fokus på problemet i en ny debatbog og øremærker over de næste fem år et tocifret millionbeløb til forskning i kvindernes hjerter

Når kvinder bliver indlagt med hjertekrampe og mindre blodpropper, behandles de i mindre grad end mænd i samme situation.

Nye danske tal viser, at 39 procent af kvinderne under 75 år får forundersøgelsen KAG (røntgenundersøgelse af hjertets kranspulsårer) inden 48 timer. Tilsvarende tal for mænd er 44 procent. For de ældre er tilsvarende tal 21 procent blandt kvinderne og 26 procent blandt mændene. 28 procent af kvinderne under 75 år får ballonudvidelse inden 48 timer. Tilsvarende tal for mænd er 37 procent. De tilsvarende tal for de ældre er 16 procent for kvinderne og 21 procent for mændene.

Årsagerne er flere. Kvinders symptomer er ofte diffuse, og hver tredje kvinde, der kommer på hospitalet med brystsmerter, har ikke forkalkning i kranspulsårerne. Undersøgelsesmetoder og behandlingsformer er i de fleste tilfælde udviklet til mænd på baggrund af viden om mænds sygdomme. Derfor kan det være svært at opdage kvinders hjertesygdomme.

Med kampagnen ”Kvinder længe leve!” har Hjerteforeningen de kommende fem år øremærket et tocifret millionbeløb til forskning i kvinder og hjertekarsygdom. Hjerteforeningen efterlyser også debat og ny viden. Det sker med den ny bogudgivelse, Kvinders Hjerter.

- Som det er i dag, er der helt klare fordele ved at være mand, når man indlægges med hjertekarsygdom. Vi ved for lidt om kvinders reaktion på kendte og bredt anvendte medicintyper, og vi ved for lidt om, hvilke bivirkninger medicinen har på kvinder, siger næstformand i Hjerteforeningen dr. med. Peter Clemmensen. Sammen med en lang række eksperter retter han i bogen en skarp kritik af den manglende viden om, hvordan man bedst behandler kvinder med hjertekarsygdomme.

Bogen præsenteres på en landsdækkende foredragsturné, der begynder i dag i København. Foredragsturneen markerer starten på Hjerteforeningens kampagne ”Kvinder længe leve!”, der skal rejse penge til forskning i kvinders hjertekarsygdomme. Bogen udsendes til alle praktiserende læger i hjerteugen i uge 17.

Alle kan støtte indsamlingen ved at købe et lille guldhjerte, som blandt andet forhandles hos Matas eller ved at støtte Hjerteforeningen direkte på www.hjerteforeningen.dk

Yderligere oplysninger fås hos projektleder Mette Såby Bro, tlf. 33 67 00 11, [email protected] og pressemedarbejder Lotte Bucka, tlf. 33 67 00 19, [email protected]

Kontakter


Emner


Helse