Kvinders hjerter er forsømte hjerter
Pressemeddelelse oktober 17, 2007 HelseHjerteforeningen i Gladsaxe inviterer til foredrag med læge Marianne Frederiksen, der fortæller om kvinders gådefulde hjerter
Hver tredje danske kvinde dør af en hjertekarsygdom. Hjertekarsygdom er den hyppigste dødsårsag i Danmark, og kvinder og mænd rammes næsten lige hyppigt. Men læger og patienter ved alt for lidt om kvinders hjertekarsygdom.
Hjerteforeningens lokalkomité i Gladsaxe sætter kvinders hjerter under lup torsdag den 1. november for at gøre opmærksom på, at mange kvinder langtfra får den optimale behandling af deres hjertesygdom.
- Alt for mange mødre, bedstemødre, veninder og døtre rammes hvert år af hjertekarsygdom. Hjerteforeningens kampagne Kvinder længe leve! skal de næste fem rejse penge til en målrettet forskningsindsats for bedre diagnosticering og behandling af kvinder med hjertekarsygdom. Derfor inviterer vi til foredrag med afdelingslæge Marianne Frederiksen fra hjertemedicinsk afdeling på Bispebjerg Hospital, som fortæller om kvinders hjertesundhed, siger Sven-Arne Røpke, formand for Gladsaxe Lokalkomité.
Marianne Frederiksen er en af de lægelige eksperter, der i debatbogen "Kvinders hjerter" efterlyser viden og dokumentation bag behandlingen af kvinder med hjerte-karsygdom.
Foredraget foregår den 1. november kl. 19 på Aktivitetscentret, Telefonvej 8 i Søborg.
Foredraget er gratis, og man kan bare møde op.
Hjerteforeningens lokalkomité sælger denne aften debatbogen Kvinders hjerter. Prisen er 100 kr., for medlemmer af Hjerteforeningen 80 kr.
Hør mere, kontakt Sven-Arne Røpke, mail: [email protected], tlf.: 39 69 03 50.
Debatbogen Kvinders hjerter er udgivet af Hjerteforeningen. I bogen giver en række eksperter deres bud på, hvordan kvinder og mænd sikres lige god behandling, når de rammes af hjertekarsygdom. Hjerteforeningens protektor, H.K.H. Kronprinsesse Mary har skrevet forordet.
Bogen kan også købes på www.hjerteforeningen.dk
Læs mere om kvinders hjertekarsygdom, kvinders symptomer og om kampagnen på www.hjerteforeningen.dk
Fakta:
Hvert år dør 9.000 kvinder af en hjertekarsygdom.
Kvinder har andre og mindre karakteristiske symptomer på hjertekarsygdom end mænd.
Kun hver tredje kvinde med blodprop i hjertet har smerter i brystet i forbindelse med et hjerteanfald.
Kvinders særlige symptomer på blodprop i hjertet kan opstå måneder før selve blodproppen.
Kun knap halvdelen (47%) af de kvinder, der bliver indlagt med blodprop i hjertet, er i live efter et år. Det tilsvarende tal for mænd er 54%.
Kontakter
Lotte Bucka
Hjerteforeningen✉ lbuck********************* Vis...
☎ 33 67****** Vis...
https://www.hjerteforeningen.dk
Emner
Helse