Kursuscenter sender kursisterne uden for døren
Pressemeddelelse oktober 28, 2009 ErhvervDer er masser af skøn natur rundt omkring SI-Centret ved Rødekro, og det får kursisterne rig mulighed for at opdage fremover. Kursuscentret har nemlig inviteret den omkringliggende natur med ind i efterårets aktivitetstilbud.
De færreste kursuscentre kan prale af en beliggenhed midt i naturen. Det kan SI-Centret i Nr.Hostrup ved Rødekro, og det skal fremover udnyttes i de aktivitetstilbud, centret tilbyder sine kursister.
”Vi har fået øjnene op for de unikke muligheder, det giver, at have naturen lige uden for døren. Samtidig fornemmer vi, at faglige oplæg kombineret med fysisk aktivitet er noget, kursisterne i stigende grad efterspørger,” forklarer Birgit Holm, der er daglig leder på SI-Centret.
Naturvejleder og teambuilding
Virksomheder og andre typer af kursister, som fremover besøger SI-Centret, bliver dog ikke bare sendt ud i naturen på egen hånd. SI-Centret har nemlig allieret sig med en lokalkendt naturvejleder, som kan gennemføre en række forskellige aktiviteter med gæsterne alt efter behov og årstid. Lige fra svampejagt i skovene til kanoture omkring Kalvø.
Derudover arrangerer SI-Centret også forskellige teambuilding-aktiviteter i samarbejde med Haderslev Handelsskole, og også her kan naturen danne en frisk baggrund:
”Kombinationen af fysisk aktivitet i naturen og konkurrencer giver optimale muligheder for at ryste en gruppe mennesker sammen og give dem en god oplevelse. Vi ser det som et rigtig godt input til firmafesten eller kursusrækken,” lyder vurderingen fra Birgit Holm.
Mini-kopi af Vingstedcentret
Ideen med at bruge den omkringliggende natur som en aktiv medspiller i den gode kursusoplevelse er ikke opstået ud af den blå luft. Vingstedcentret, der har SI-Centret som datterselskab, har med succes brugt naturen i sine kursustilbud gennem flere år, og nu håber Birgit Holm på, at SI-Centret kan kopiere storebrors succes:
”De nye tiltag herude betyder, at vi i endnu højere grad end tidligere udnytter vores gode placering midt ude i naturen. Det håber vi naturligvis på, er med til at lokke endnu flere virksomheder og andre former for selskaber forbi i fremtiden.”
SI-Centret har siden 1981 fungeret som kursus- og konferencecenter og blev i 1992 til datterselskab af Vingstedcentret. Kursuscentret tilbyder i dag blandt andet teambuilding produkter til virksomheder og andre former for selskaber.
Kontakter
Emner
Erhverv